V-K-O flertal vil udlicitere stort plejehjem - trods folkelige protester
Det borgerlige flertal i byrådet i Helsingør - bestående af Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti - besluttede mandag aften den 26. maj, at der skulle arbejdes videre med et udbud af plejehjemmet Grønnehaven. Hvor er Dansk Folkepartis sociale profil, når de vil udlicitere plejehjem, spørger kritiske borgere, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Masser af læserbreve, et protestmøde med 200 fremmødte, bekymrede pårørende og skarp kritik fra plejehjemspersonalets fagforening FOA fik ikke K-O-V byrådsflertallet i Helsingør til at ændre holdning i forhold til at udlicitere plejehjemmet Grønnehaven med cirka 116 beboere og 180 ansatte. Det 10 år gamle plejehjem er blandt andet kendt for at huse en specialiseret demens-afdeling.
Efter en længere debat hvor særligt Dansk Folkepartis socialudvalgsformand Ib Kirkegaard var under beskydning, valgte flertallet nemlig at give forvaltningen mandat til at arbejde videre med et udbud af plejehjemmet sammen med den del af hjemmeplejen som er en del af fritvalgs-ordningen. Her skal det - hvis udbuddet lykkes - for fremtiden kun være muligt at vælge een leverandør af hjemmehjælp - udover den kommunale. I dag er der omkring seks godkendte leverandører i kommunens fritvalgs-ordning.
Imod udbuddet af Grønnehaven stemte Socialdemokraterne, Enhedslisten, Lokaldemokraterne og Det Radikale Venstre.