Vore unger ka’ li’ fisk og duft af hvidløg og chili

Da vi kommer cyklende, kan vi allerede på afstand dufte dagens fiskeret. De er vant til i børnehuset, at der dufter af hvidløg og chili.

- Sunde måltider i daginstitutionen er noget af det vigtigste for børn, mange får det jo ikke derhjemmefra, siger Terese Duvå, leder af Børnehuset Globen i Nordvest.

- Den varme frokost midt på dagen er også et kulturmøde med økologiske og halal råvarer – og vores unger elsker det! Derfor er vi også med i maddagen.

Fiskedag hver onsdag

Ude i køkkenet har køkkenmedhjælperne Vibeke og Stine haft travlt med at få maden færdig og velmagende.

- Men vi har lavet denne ret med fiskepakke og årstidens grønt før. Vi har nemlig fiskedag hver onsdag, fortæller Vibeke med et fad i hånden.

– Vi ka’ se, hvad de 116 unger og 20 pædagogiske medarbejdere kan spise og li’ – ud fra hvad der kommer uspist retur. Så regulerer vi opskrift og mængde efter det. Urørte rester af ris, kartofler og andet bager vi i brød og bruger til supper, fortæller Vibeke. 

Jeg ka’ godt li’ laks

Børnene kommer løbende fra motionsrummet og ind på deres stue, hvor en pædagog har anrettet laks, kartofler og årstidens grøntsager med mild karrysovs på de 17 børne-tallerkener på tre lave borde.

De kigger på og fingererer lidt ved fisken og gulerødderne, mens fødderne svinger frem og tilbage under bordene. En dreng griner tilfreds, da han i dag får lov at råbe: ”Værsgo’ at spise og drikke”.

Pædagogmedhjælperen spørger, om de véd, hvad maden er? Og om de ka’ li’ fisk?

- Jeg ka’ godt li’ fisk, siger Victoria og løfter gaflen med laks på.

– Det ka’ jeg også, men min far synes ikke om fisk, siger pigen ved siden af i rød Mickey Mouse trøje.

Lighed i børns sundhed

Køkkenmedhjælperne Stine og Vibeke er spændt på, hvor mange af landets daginstitutioner der faktisk har deltaget i den fælles maddag:

- For det er altså vigtigt, at forældreråd og kommunalbestyrelser bliver klar over, hvad sunde måltider tilberedt friskt i børneinstitutions-køkkener betyder for ungerne. Frokostordninger er med til at skabe lighed i børns sundhed.

For eksempel har daginstitutionen Slaraffenland på Fengersvej i Valby sat Fælles Maddag-plakaten op på indgangsdøren, så alle forældre ka’ se, hvad det handler om.

Fakta:

Forældrebestyrelsen i den selvejende institution Børnehuset Globen har sagt ja til madordningen.

I København er 88 % af de 0-6 årige børn i institutioner, altså 9 ud af 10 omfattet af madordninger. På landsplan er det godt halvdelen.

Alle daginstitutioner i landet har fået opfordringen til Fælles Maddag med materialer og opskrift.