69 medlemmer og 5 politikere skabte FOA-valgmøde
”Hvad er I bange for? – Hvorfor tør I ikke konkurrere med de private firmaer om at gøre rent, lave mad og passe børn eller ældre bedst og billigst?” spurgte Venstres Colette Brix med høj stemme lige i hovedet på de 69 deltagere i valgmødet mandag 11. maj i FOA-huset Valby.
”Vi er bange for vores job og helbred, når vi skal arbejde en tredjedel hurtigere og til en lavere løn – for at udføre vore fyrede kollegaers arbejde!” råbte en KLS-kvinde fra salen.
– ”Og det er jo ikke reel konkurrence, når private firmaer vinder udliciteringer med billigere priser, fordi de snyder med vores løntimer, feriepenge og pension – og ikke betaler skat,” sagde et vredt SoSu medlem.
”Sludder og vrøvl - alle private firmaer betaler korrekt skat ligesom os skatteborgere. OK, der er måske et par enkelte skattesnydere, men det er ikke reglen,” påstod Venstre-politikeren.
Og sådan bølgede den politiske debat mellem de 69 medlemmer fra FOA/KLS, SoSu og FOA-1 og Socialdemokraten Mattias Tesfaye, SF’s Lise Müller, DF’s Martin Henriksen og Finn Sørensen fra Enhedslisten.
Frem og tilbage i 2½ time fra kl. 16-18:30 … til sidst med en roastbeef eller æg & rejer sandwich-bolle i hånd og mund!