Kommunal- og regionsvalget tirsdag 21. november - Spørg politikerne!
Flere medlemmer og tillidsvalgte har ønsket, at KLS ku’ hjælpe med stikord til indlæg om sager, som er vigtige for rengøringsassistenter, køkken-medhjælpere og vaskerimedarbejdere. For det er virkelig vigtigt for vores job, arbejdsforhold og helbred, hvem der vælges til at bestemme i vores kommuner og regionen.
– Håber du og I kan og vil bruge noget af disse forslag til spørgsmål – og selv gøre det bedre ud fra dine og jeres konkrete joberfaringer…?! Det er bedre end at kopiere – hvis du bruger dine egne ord, jeres erfaringer og skriv politiker-navn og parti ind i dit indlæg, ik’?
Ja eller nej til udlicitering?
Vil du (X?!) og dit parti (…X?!) sige ja eller nej til at udlicitere rengøring, køkkener og vaskeri?
Jeg og vi mærker på egen krop, hvor hårdt det er at gøre rent /lave mad /vaske tøj i dag.
På Brøndbyøster Skole udliciterede Brøndby kommune rengøringen til et privat firma, som gav det billigste bud ved at halvere rengørings-timerne. – Men efter fire år med brugerklager over snavsede gulve og skolegange har kommunen nu besluttet at hjemtage opgaven og samle rengøringen på alle kommunens 4 skoler, 26 daginstitutioner og 18 mindre enheder i én kommunal rengøringsenhed.
Alligevel søger Venstre-regeringen og borgerlige politikere at udlicitere stadig mere rengøring og ældrepleje – selv om over 40 private firmaer er gået konkurs.
Der er ingen dokumentation for, at private firmaer leverer bedre og billigere velfærdsydelser end kommuner og regionen, fastslår lektor Ole Helby’s forskningsrapport fra AKF 2012.
Vil du og dit parti (X?!) udlicitere rengøring, køkkener og vaskeri i vores kommune /region? Eller vil I hellere indlicitere det tilbage i kommunalt regi?
Vil du og I fyre os kommunalt ansatte?
Kommunerne har de seneste fire år sparet 25.000 medarbejdere væk. Venstre og andre borgerlige vil med nulvækst i den offentlige økonomi skære yderligere 20.000 ansatte bort de næste 7 år.
Vil du og dit parti fyre os rengøringsassistenter, køkkenmedarbejdere, børnepassere og andre her i kommunen (/eller regionen, hvis du arbejder dér?)? - Og kan vi stole på dig, hvis du siger nej?
Brug din stemme – til at sikre vores job, boliger, lighed og solidaritet
Hvorfor skal jeg stemme til kommunal- og regions-valget tirsdag 21. november? - Min stemme betyder ikke noget – det må andre klare!
NÅH! – De politikere, vi vælger ind i kommunalbestyrelser og regionsråd, bestemmer bl.a. over dit, mit og vores job og arbejdsvilkår som offentligt ansatte. De fastsætter skat, beslutter boligbyggeri, afgør miljøproblemer – altså meget af vores liv.
Så husk at stemme tirsdag 21. november – og træk dine kollegaer og naboer med!