Der skulle tre års konflikt til – for at få overenskomst med Letz Sushi
Efter tre års faglig konflikt med opfordring til at boykotte Letz Sushi-caféerne - indtil det lykkedes at få aftalt ordentlige løn- og arbejdsforhold for medarbejderne i de 11 restauranter – har den ny direktør Anders Barsøe sagt ja til at indgå en overenskomst, som gælder fra 1. august.
Overenskomsten sætter rammer for løn, vagtplaner og et garanteret antal timer til de ansatte - vigtig aftale i en branche, hvor få har ordnede forhold.
Vigtigt for især unge
3 F-forhandler Lone Søgaard er særligt tilfreds med aftalen, fordi det handler om en branche med mange unge, som helst skal møde et arbejdsmarked, hvor forholdene er i orden.
Således vil alle 120 medarbejdere, som overenskomsten omfatter - ung som voksen, få pension med den ny overenskomst.
Overenskomst er forhandlet på baggrund af hotel- og restaurant overenskomsten - men tilpasset at Letz Sushi er mere take away end restaurant.
Dynekonge er nu eneejer af Letz Sushi
Letz Sushi blev 27. juni overtaget af den pengestærke Jysk-stifter, Lars Larsen.
Larsen købte sig for fire år siden ind i sushi-kæden, som han så ejede sammen med kædens stifter Louise Baunsgaard.
Letz Sushi er indtil videre en underskudsgivende forretning, det seneste regnskabsår gav et underskud på 10,7 millioner kroner, skriver Berlingske.