Regions-hospitaler raser mod Løkke-regeringens sparekrav
Regionerne går til frontalangreb på regeringens produktivitetskrav om, at sygehusene skal præstere 2 procent flere sundhedsydelser hvert år.
”Vores budskab til regeringen er klart: - Lad os styre efter det, der giver værdi, og måle på det, der giver mening. Sygehusene skal ikke længere presses til at levere 2 procent flere sundheds-ydelser”, siger regionsformand Bent Hansen (S).
Men på regionernes generalforsamling torsdag 6. april slog statsminister Lars Løkke Rasmussen fast, at regeringen fastholder produktivitetskravet, det er fortsat muligt at effektivisere sygehusene:
”Det handler ikke om, at sygeplejersken skal tage 102 skridt, hvor hun før tog 100. Det er op til sygehusene selv at gennemføre stadige forbedringer”, sagde Løkke.
Regionerne lægger op til konflikt i velfærds-kampen
Regionerne får opbakning fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de Radikale.
”Vi har behov for en mere intelligent ledelse af vores sygehuse. Produktivitetskravet blev jo opfundet, da hospitalerne havde lange ventelister. Nu venter langt færre patienter”, siger S-formand Mette Frederiksen.
Det trækker op til slagsmål og konflikt i regeringens forhandlinger med regioner og kommuner om næste års budgetter for velfærdsydelserne.