Vivi ny serviceassistent – vil bruge 15.000 legat-kroner på svensk sygehus

– Jeg har i 15 år arbejdet på Herlev Hospital, alle årene inden for service, mest i afdelingen Service -og Logistik. Min vigtigste opgave er varebestilling og forsyning. Med uddannelsen til serviceassistent er jeg blevet bedre til bl.a. at tage mig af patienter – at gøre det mere sundhedsfagligt, fortæller Vivi.

 

Rejselegat på 15.000 kr.

Vivi og ni andre fra forskellige fagområder fik tildelt legat fra TEC-fonden – ikke bare ud fra karaktererne, men også ud fra personlighed, evnen til samarbejde og forholdet til klassekammeraterne.

– Dejligt at få den anerkendelse, det er et klap på skulderen. Specielt nu hvor der er ballade omkring serviceassistent-uddannelsen, som portørerne ikke vil tvinges til og derfor har strejket imod.

De 15.000 kr. skal bruges fagligt.

– Jeg søger at få mulighed for at besøge Karolinska Sjukhuset i Stockholm. For dem har vi hentet inspiration fra i flere år på forsynings-området. De har været foran. Jeg håber, det lykkes at få lavet en aftale med dem, siger Vivi Maak optimistisk.