Lidt om vaccination

Kære alle

 

I forlængelse af at samfundet er åbnet mere op og flere kan få tilbudt en vaccine og dertil at flere bliver vaccineret - så er der medlemmer, som har henvendt sig til KLS med forskellige spørgsmål til vaccine m.v.

 

At modtage vaccine er et tilbud og ikke en tvang – man kan altså ikke tvinges til at tage imod et vaccinetilbud, hverken i forhold til et tilbud som privatperson eller i forbindelse med arbejdet.

 

Tager man imod tilbuddet i forbindelse med sit arbejde, så vil det ofte foregå på arbejdspladsen og også ofte i arbejdstiden. Dog er det ikke en ret man har, at det skal foregå i arbejdstiden.

 

Modtager man vaccine i forbindelse med sit arbejde og der efterfølgende opstår komplikationer, så skal det anmeldes som en arbejdsskade. Dog KUN i de tilfælde hvor man i forbindelse med sit arbejde, har fået tilbudt en vaccine.

 

En anmeldelse kan foregå via arbejdet, egen læge eller KLS kan være behjælpelig med det.

 

Hvis man vælger at tage imod en vaccine, så skal man så vidt muligt forsøge at planlægge vaccinationen udenfor arbejdstid. Er det ikke muligt uden at det medfører stor forsinkelse, så skal det sidestilles med et lægebesøg, og arbejdsgiver skal informeres om, at man i arbejdstiden skal vaccineres.

 

Man kan ikke blive opsagt som det er nu, blot fordi man evt. ikke vil tage imod en vaccine. Dog kan det medføre ansættelsesretlige konsekvenser, hvis ikke man vil lade sig pode/teste i forbindelse med sit arbejde.

 

Skal man lade sig pode/teste, så er det i arbejdstiden dette forgår.

 

Som fagforening vil vi opfordre til, at man lader sig vaccinere. Dog ikke hvis man har kendskab til, at man ikke kan tåle vaccinen eller er i en særlig risikogruppe for bivirkninger. Ligeledes opfordrer vi til, at man lader sig pode/teste - både i forhold til arbejdet, men også i forhold til privatlivet. Således at vi alle gør vores yderste for at få nedsat smittespredning i samfundet.

 

Lad os håbe på, at vi snart får bugt med pandemien.

 

Mimi Bargejani

Næstformad