Fleksjobber og rettigheder

I forlængelse af svar fra medlemsundersøgelsen har det vist sig, at flere gerne vil høre om deres rettigheder som fleksjobber.

Når man er ansat i et fleksjob, skal man skelne mellem, om man er ansat under den gammel ordning fra før 01.01.13 eller efter den nye ordning fra 01.01.13 i forhold til løndelen m.v.

Dog er der andre vilkår som er ens, uanset om man er ansat efter den gamle eller nye ordning.

Som ansat er man omfattet af de samme vilkår, som alle andre på langt de fleste områder.

Man har ret til barsel, omsorgsdag, seniordag m.v.

Man optjener løbende ferie som alle andre - både i forhold til de 5 ferieuger samt i forhold til 6. ferieuge/timer.

Man optjener opsigelsesvarsel i henhold til hvor længe man har været ansat under funktionærlignende forhold i henhold til de overenskomster, som FOA har på det offentlige område.

Man kan blive indkaldt til sygefraværssamtaler, hvis man har været syg - også selv om sygdom er med baggrund i det, man er blevet visiteret til et fleksjob til i første omgang. Og man kan blive opsagt i forlængelse af længere tids sygdom med ens individuelle varsling.

Som fleksjobber er man omfattet af samme lovgivning om bl.a. arbejdsskade, forskelsbehandling m.v., som øvrige lønmodtagere.

Man kan som fleksjobber som udgangspunkt ikke blive pålagt merarbejde eller overarbejde, da man jo har fået vurderet, hvor mange timer man kan holde til at skulle arbejde som fleksjobber – dog kan man få omlagt sine timer til en anden fordeling ved særlige behov- eks. deltagelse i et personalemøde, kursusforløb m.v.

De personalepolitikker der måtte være på arbejdspladsen, gælder alle medarbejder – også jer som fleksjobber.

Jer der er ansat efter den nye ordning fra 01.01.13 skal stige i løn i henhold til det, som der er aftalt i overenskomsten, evt. forhåndsaftale m.v. – lønstigningerne vil dog for en del af den, modregnes i fleksydelsen fra kommunen derefter, dog ikke krone for krone - så en lønstigning vil også for jer opleves som en lønfremgang samlet set.

Jer der er ansat efter den gamle ordning fra før 01.01.13 har ikke krav på at stige efter overenskomstens ordlyd eller forhåndsaftaler m.v. – men kan blive omfattet af det efter aftale med jeres arbejdsgiver og kan få forhandlet lokalløn, hvis arbejdsgiver er indforstået med det.

Jeg håber hermed, at de af jer - der har efterspurgt flere oplysninger om rettigheder for fleksjobbere - har fået svar på jeres spørgsmål.