Tidlig julegave til KLS-medlem
Ansættelse på forkert overenskomst gav for lidt i løn
Et af vore medlemmer var ved en fejl blevet ansat hos en kommunal arbejdsgiver på en forkert overenskomst: som ikke-uddannet SOSU hjælper. Dette er en overenskomst, som man kun bør være ansat under, hvis man har tænkt sig at tage uddannelse til SOSU hjælper senest 2 år efter, at man er blevet ansat på denne overenskomst. Og hvis man har arbejdsopgaver, der er i tilknytning til borgere. Så som opgaver med personlig pleje m.m.
Vores medlem har været ansat i over 5 år på denne forkerte overenskomst og har derfor fået en forkert løn i hele perioden. Medlemmet skulle have været ansat som rengøring og ikke som uuddannet SOSU hjælper.
Lønforskellen mellem disse to overenskomster er flg.:
På selve grundlønstrinnet er der 3 løntrins forskel.
Efter 2 års ansættelse er man på denne forkerte overenskomst fortsat kun på grundlønstrin 11, mens man på den korrekte overenskomst vil stige fra trin 14 til trin 17 – så forskellen nu er på 6 løntrin.
Ved 3 års ansættelse vil man på den forkerte overenskomst dog stige med 1 løntrin, så forskellen nu ”kun” er på 5 løntrin – men så stiger man heller ikke mere automatisk på den forkerte overenskomst.
På den korrekte overenskomst vil man igen ved 5 års ansættelse stige automatisk til trin 20 fra trin 17 til 20 - og nu er forskellen mellem den forkerte og korrekt overenskomst på 7 løntrin.
Ved en stilling på 37 timer om ugen betyder forskellen på de 7 løntrin alene, at man skal have kr. 2.781,83 mere i løn pr. måned før skat, og dertil skal der beregnes pension, ferietillæg m.v.
Vi er nu i gang med at få beregnet, hvor mange penge som arbejdsgiver skal efterbetale for den mere end 5 års periode, hvor medlemmet har været ansat og aflønnet på forkert overenskomst.
I dette tilfælde kan det også svare sig for medlemmet at være medlem i den overenskomst bærende fagforening – så i år bliver der råd til lidt større gaver end sidste år, trods det at krisen kradser og priserne er steget voldsomt.