Sommerferie på Arbejdermuseet

Husk at du kommer gratis ind på Arbejdermuseet og kan invitere en voksen gæst med

 

Arbejdermuseet byder på mange spændende aktiviteter her i løbet af sommeren.

NYT: BØRNENES BAGGÅRD ÅBNER 24. JUNI ☀️ ☀️

Som noget helt nyt slår vi dørene op for en autentisk baggård til Børnenes Arbejdermuseum. Her kan man råt for usødet opleve hverdagslivet for arbejderbørn for 100 år siden. Fuld af forbud, uhumske lokummer og sure voksne. Men også med plads til leg og fri fantasi, væk fra pligter og skældud. 

I åbningsweekenden 24. og 25. juni skruer vi op for baggårdssjov med tøjvask og leg med tønder, margarinelåg og hinkeruder. Måske bliver du mester i at spille terre eller jante eller måske finder I på jeres helt egen leg? Er I heldige, støder I på lirekassemanden, når han kigger forbi baggården og spiller op til baggårdsdans eller får mulighed for at få taget et familiefoto hos kanon-fotografen. 

Læs mere om baggården og åbningsweekenden her:

https://www.arbejdermuseet.dk/arrangement/aabningsweekend-boernenes-baggaard/

 

SOMMERFERIE PÅ ARBEJDERMUSEET

Vi har også masser af aktiviteter på programmet i skolernes sommerferie 26. juni – 6. august. Her kan jeres medlemmer opleve den nye baggård, gå på skattejagt i udstillingerne eller være med i tegneworkshop i festsalen. Melder sulten sig, kan man besøge smørrebrødsvognen eller slå et smut forbi Kaffebaren.

Læs om sommerferie-programmet her:

https://www.arbejdermuseet.dk/arrangement/sommerferie-paa-arbejdermuseet-3/

  

KVINDELIV PÅ TRAPPERNE

D. 13. oktober åbner vi en ny stor udstilling ’Kvindeliv’ om arbejderhistoriens kendte og ukendte kvinder. Om kampe, hverdagsliv, lighed og ligeløn. Om retten til egen krop og en plads i historien.