Jule- og nytårshilsen fra din formand

Kære alle

Halvdelen af december er snart gået, så lige om lidt er det jul, og det nye år venter rundt om hjørnet.

Jeg synes at 2024 er gået hurtigt, og vi har haft travlt i KLS.

Der har været en del tumult i afdelingen på personalesiden. Det er forhåbentligt et overstået kapitel nu, så vi kan se frem til at der i det nye år kommer mere ro og tid til at håndtere de mange forskellige henvendelser, som vi får fra jer medlemmer.

I 2025 skal vi forsat drøfte hvordan vores struktur i FOA skal se ud. Den 5. marts er det besluttet at vi skal afholde en ekstraordinær kongres i FOA, hvor de kongres- delegerede skal tage stilling til hvordan strukturen i FOA skal se ud i fremtiden. Der er planer om at der fremadrettet ikke skal være 4 forskellige sektorer, men at vi i fremtiden kun skal have 3 sektorer. Det vil betyde at vores sektor - Kost- og Servicesektoren skal sammenlægges med Teknik- og Servicesektoren. Det er en struktur som vil være gældende i forbundshuset. Men ikke en struktur, som vi for nu tænker vil ændre noget i KLS. Men det kan da være at vi på sigt også i KLS skal kigge på en anden struktur, end den vi kender til for nu - hvor vi er en ren Kost- og Service afdeling. Det er blandt andet noget af det, som jeg sammen med bestyrelsen, repræsentantskabet og jer som medlemmer, skal se på sammen i 2025.

Jeg håber dog først og fremmest på , at I alle lige om lidt vil gå ind i en tid med hygge, glæde og fornøjeligt samvær med dem I holder af og tilbringer tiden med - uanset om det er for at fejre julen eller blot nogle helligdage / fridage, hvor der forhåbentlig også bliver tid til at sænke tempoet og fordybe sig i det man måske ikke har tid til i hverdagen.

Samtidig håber jeg at I alle kommer godt ind i det nye år,  uden skader - og at det nye år må bringe en masse godt med sig på alle fronter for alle.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul / gode fridage samt et godt og lykkebringende nytår.

 

 

Med venlig hilsen

Mimi Bargejani
Formand