Husk at bruge dine seniordage og omsorgsdage senest 31.12.24
De af jer, som har ret til seniordage og er ansat i en kommune, skal huske at bruge disse dage seneste den 31.12.24.
Så har I ikke fået brugt dem endnu, så tag fat i jeres arbejdsgiver og få planlagt hvornår I kan gøre brug af dem. Man har nemlig ikke ret til at få dem overført til året efter. Man bestemmer som udgangspunkt selv, hvornår man holder disse dage - dog forudsat at det er foreneligt med arbejdspladsens drift. Det er dage I har ret til fravær, med løn.
Hvis man arbejder i en kommune og er på en af vores overenskomster, vil man have ret til forskellige antal af seniordage pr. år, afhængig af hvilken overenskomst man er ansat på og ens alder.
Antal af seniordage man har ret til, er oplyst på jeres lønseddel - medmindre man allerede har brugt dem eller har bedt om at få dem udbetalt som en seniorbonus.
Har man valgt at få dem udbetalt som en seniorbonus, vil man ikke kunne se dem på lønsedlen. Og man får dem først udbetalt i januar måned - i året efter at man havde ret til dem.
Så hvis du i 2024 havde ret til 2 seniordage og har valgt at få dem udbetalt som en seniorbonus, vil du først få dem udbetalt med januar lønnen i 2025.
Jer der er ansat under regionen skal huske at gøre opmærksom på det, hvis I ønsker at gøre brug af jeres seniordage, da de ellers blot kommer til udbetaling.
Man har 2 omsorgsdage pr. barn pr. år til og med det kalenderår, hvor de fylder 7 år. Får man ikke brugt dagene inden årets udgang, så vær opmærksom på at man ikke kan få dem udbetalt eller overført til næste år. Så husk at aftale med jeres arbejdsgiver, hvornår I vil gøre brug af dagene - og senest 31.12.
Man kan dog undtagelsesvis få overført omsorgsdage, hvis man er på barsel og barslen strækker sig hen over et årsskifte. Man har ret til at få dem overført for både det/de børn man er på barsel med samt evt. mindre søskende, der maks. fylder 7 år i dette kalenderår.
Man kan også se på sin lønseddel, hvor mange omsorgsdag man har -altså medmindre man har brugt dem allerede.
Hvert år på januar lønsedlen kan man se det nye antal af enten seniordage eller omsorgsdage, som man har til brug i det nye år.