Udbetaling af nyt vagttillæg i Regionen

Til jer der er ansat på et hospital eller under psykiatrien under regionen

”Vedrørende udbetaling af nyt vagttillæg

Ved OK-24 har parterne i følgende arbejdstidsaftaler aftalt et vagttillæg pr. 1. maj 2024:

  • 11.05.11.1 (FOA og HK)
  • 11.05.9.1 (Sundhedskartellet)
  • 33.21.3 (Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter, Jordemoderforeningen)

Vagttillægget ydes til ansatte, der årligt har 300 timers vagtarbejde udenfor dagarbejdstid i et kalenderår. For i år vil opgørelsen af de 300 timer ske på baggrund af vagtarbejdet udført i 2023.

Der er tale om en helt ny form for tillæg, som baseres på en opgørelse af historisk data. En tilgang som løndatacentralerne ikke har erfaring med, hvilket kan påvirke implementeringen.

Løndatacentralerne har haft betydelige udfordringer med at afgrænse den gruppe, der skal have vagttillægget, men har nu fundet en fremadrettet model for det. Den indebærer imidlertid, at løndatacentralerne ved implementeringen af det nye vagttillæg foretager en indledende vurdering af, hvem der opfylder kriterierne for at få tillægget. Herefter skal regionerne selv tage stilling til en restgruppe af medarbejdere og i den forbindelse håndtere en del data manuelt i forbindelse med den første udbetaling af vagttillægget. Det er en tidskrævende proces. Når først implementeringen er gennemført, forventes den løbende håndtering af tillægget at være væsentlig nemmere.

Den gruppe, som skal håndteres manuelt, er typisk medarbejdere, som fx i væsentlig grad har fået ændret vagtmønster, er nyansatte, eller som er gået på eller kommet tilbage fra orlov mv.

Overenskomstparterne og regionerne har et fælles ønske om at ”ramme så rigtigt som muligt” ved første udbetaling af vagttillægget og må derfor konstatere, at såfremt dette mål skal realiseres, vil vagttillægget først blive udbetalt med september-lønnen (ultimo september 2024). Tillægget vil blive udbetal med tilbagevirkende krav fra 1. maj 2024.

 

Med venlig hilsen

Overenskomstparterne i de tre arbejdstidsaftaler”