Ophør af dækning af gruppelivsforsikring via FOA
Kære alle,
Der er sendt breve ud til alle FOA-medlemmer via jeres digitale postkasse, da vi i FOA har besluttet, at man fra 01.07.25 ikke længere vil være omfattet af følgende gruppeforsikringer via medlemskabet af FOA:
- En sumudbetaling ved dødsfald (325.000 kr.)
- En sumudbetaling ved visse kritiske sygdomme (100.000 kr.)
I det vedhæftede brev har jeg markeret med orange det, der er tilknyttet medlemskabet af FOA.
Man er fortsat omfattet af disse gruppeforsikringer via sin arbejdsmarkedspension, hvis pensionsindbetalingen fra arbejdsgiver er stor nok, og hvis man indbetaler til PenSam som pensionsselskab. Hvis man mister sit arbejde eller skifter job til en arbejdsplads, hvor man ikke længere indbetaler til PenSam, vil man som udgangspunkt fortsat være dækket i op til 12 måneder efter den sidste indbetaling fra arbejdsgiver.
Ca. 10 måneder efter den sidste indbetaling vil man typisk modtage et brev i e-Boks fra PenSam. Heri vil det fremgå, at man frivilligt kan vælge at opretholde dækningen af disse gruppeforsikringer ved selv at indgå en aftale med PenSam og betale for dem.
I brevet fra PenSam vil der være en frist for, hvornår man senest skal beslutte, om man ønsker selv at betale for forsikringerne. Det er meget VIGTIGT, at denne frist overholdes, da man ikke efterfølgende kan fortryde, hvis man ikke har sagt ja til tilbuddet.
Muligheden for at tilkøbe dækning uden helbredsundersøgelse m.v. er kun mulig inden for fristen. Når fristen er overskredet, vil det ikke længere være muligt at blive omfattet af forsikringerne i PenSam – heller ikke selvom man ønsker at betale for dem. Den eneste mulighed for igen at blive dækket er via pensionsindbetalinger fra en arbejdsgiver til PenSam.
Hvis man er i arbejde og får en tilstrækkelig stor pensionsindbetaling fra sin arbejdsgiver, er man fortsat omfattet af disse gruppeforsikringer. Ændringen i FOA-medlemskabet rammer derfor kun de af jer, der enten ikke er i arbejde, ikke har en arbejdsmarkedspension indbetalt af arbejdsgiver, eller hvor indbetalingen er for lav til at dække gruppeforsikringerne.