Jytte Schlesiger var elevrepræsentant i LUU under sin uddannelse til hospitalsserviceassistent
Det er første gang, at hospitalsserviceassistenterne har været repræsenteret i LUU
Jytte Schlesiger har netop afsluttet sin uddannelse som hospitalsserviceassistent på Skive College. Under uddannelsen var Jytte elevrepræsentant i LUU.
Jobbet som hospitalsserviceassistent er ikke nyt for Jytte. Hun startede som meritafløser på sygehuset i Herning. Men det er et krav, at man tager hospitalsserviceassistentuddannelsen på et 8 måneders forløb, når man har været ansat i over 2 år. Derfor satte Jytte sig på skolebænken. Har man ikke mulighed for merit, tager uddannelsen 2 år.
LUU-møderne
Jytte nåede at deltage i 3 møder i LUU som elevrepræsentant i de 8 måneder, hun var under uddannelse. Hun er sikker på, at hendes stemme på møderne har gjort en forskel i forhold til fx at fortælle om, hvordan eleverne oplever uddannelsen til hospitalsserviceassistent. For at være godt ”klædt på” til møderne, spurgte Jytte hver gang sine klassekammerater, om der var punkter, som hun skulle bære videre til LUU-møderne. Og efter møderne evaluerede hun efterfølgende med sine klassekammerater. Der er også kommet kommentarer til Jytte om, at det var dejligt, at der var en elevrepræsentant med, som kunne fortælle om, hvordan det er fx at være i praktik.
PÅ LUU-møderne sidder der mellem 7-8 deltagere med ved bordet. Blandt andet serviceledere fra forskellige sygehuse, konsulenter, teamkoordinatorer og en uddannelsesleder fra Skive College samt repræsentanter fra både FOA og 3F.
Jytte har følt sig godt modtaget fra allerførste møde og har fået mulighed for at ytre sig, når drøftelserne har drejet sig om hospitalsserviceuddannelsen. Hun har også haft en finger med i spillet om at få gennemført en længere praktikperiode fremadrettet for hospitalsservice-eleverne.
Alt i alt føler Jytte, at der er blevet lyttet til hendes standpunkter på LUU-møderne, hvor der blandt andet diskuteres uddannelse og læreplaner. Møderne i LUU fører forandring og nytænkning med sig. Og Jyttes holdning er helt klart, at det giver mening at deltage – både for elevrepræsentanten men også for klassekammeraterne.
For Jytte har det været spændende og inspirerende at deltage som elevrepræsentant i LUU. Det er hendes håb, at der også fremover vil være en repræsentant fra hospitalsservice-eleverne til LUU-møderne. Gerne en person, som går ind til opgaven med et åbent sind.