Johnny er fleksjobber og fik hjælp fra FOA Midt- og Vestjylland til korrekt fleksløntilskud
I en periode var Johnnys "lønloft" forkert indberettet til Ydelseskontoret, hvilket betød, at han ikke fik det korrekte fleksløntilskud.
Hvad er fleksløntilskud?
Når du arbejder i et fleksjob, får du løn fra din arbejdsgiver for de timer, du arbejder. Derudover modtager du fleksløntilskud fra kommunen. I 2024 kan fleksløntilskuddet være op til 19.952 kr. om måneden, svarende til 98 % af den højeste dagpengesats.
Det samlede beløb af fleksløntilskud og løn må dog ikke overstige, hvad en tilsvarende fuldtidsansat ville tjene (kaldet "lønloftet"). Det betyder, at fleksløntilskud og arbejdsgiverens løn tilsammen højst må udgøre lønloftet for fuldtidsansatte i samme job. Det er arbejdsgiverens ansvar at indberette lønloftet korrekt til Ydelseskontoret.
Forkert lønloft
Ydelseskontoret i Herning Kommune kontaktede Johnny og bad ham tale med sin arbejdsgiver om lønloftet, som Ydelseskontoret havde vurderet til at være for lavt. Johnny besluttede at tage kontakt til FOA Midt- og Vestjylland for at få vejledning. FOAs faglige konsulent kontaktede en lønkonsulent hos kommunen for en ny beregning og indberetning af lønloftet til Ydelseskontoret.
På baggrund af den indberetning, laver Ydelseskontoret en omberegning af flekslønstilskuddet tilbage til Johnnys ansættelsesstart. FOAs faglige konsulent har verificeret omberegningen, som resulterede i en efterbetaling på flere tusinde kroner.
Vær opmærksom på lønloftet
Johnny opfordrer andre fleksjobbere til at sikre sig, at deres lønloft er korrekt indberettet. Desuden mener Johnny også, de tillidsvalgte på arbejdspladserne bør være opmærksomme på, om de har kolleger i fleksjob, og om deres lønloft er korrekt indberettet.
Lønloft og fleksløntilskud kan være svære at gennemskue, og hvis der er tvivl, anbefaler Johnny at kontakte FOA Midt- og Vestjylland for hjælp til at få tjekket sine lønsedler. Hvis lønloftet er forkert, kan man risikere at gå glip af store beløb.
Brug din fagforening, hvis du er i tvivl
Johnny understreger, at mange fleksjobbere er i en sårbar situation og måske ikke har overskud til at sætte sig ind i reglerne. Derfor er det vigtigt at være medlem af en fagforening, som kan hjælpe med disse ting, slutter Johnny Kimmo Arildtoft, som udtrykker stor tilfredshed med hjælpen fra FOA Midt- og Vestjylland.
Johnny har tidligere fået hjælp fra FOA Midt- og Vestjylland, da han opdagede, at han ikke havde fået seniordage, som han ellers havde ret til ifølge overenskomsten. Med hjælp fra en faglig konsulent fik Johnny tilskrevet de manglende seniordage.