Stefan Andersen og sektorformand Charlotte Lund Mathiasen

Stefan Andersen

Arbejdssted: Kær Pleje og Omsorg, Ikast-Brande Kommune

”Tillykke – du har vundet”. Sådan lød teksten i en mail, som tikkede ind i Stefans mailboks. I første omgang var Stefan helt sikker på, at det var spam og flyttede den bare i papirkurven og tænkte ikke mere over den. Først da Mathilde Vestergaard, som havde indstillet Stefan til Velfærdstalent spurgte ham, om han ikke havde modtaget en mail, blev han klar over, at han virkelig havde vundet. 

Stefan deltog i fejringen på Christiansborg og føler, at nomineringen er et kæmpe skulderklap. Og han har efterfølgende tænkt tanken: ”Hvorfor lige er mig?” Som Stefan smilende siger: ”Jeg passer jeg jo bare mit arbejde så godt jeg kan. Men nomineringen giver mig da mere blod på tanden”. 

Egentlig begyndte Stefan på en uddannelse i kokkefaget, men ønskede ikke at ”være gemt væk” i et køkken. Skiftede til en børnehave og SFO men syntes heller ikke, at han havde ramt rigtigt der. Valget faldt så på plejesektoren. Selvom Stefan i starten nok følte, at det var grænseoverskridende at skulle yde personlig pleje, så gik der ikke længe, før han blev klar over, at han var kommet på den helt rigtige hylde. Hans opfordring er, at ønsker man at arbejde med mennesker, skal man søge ind i plejesektoren.


Indstillet af Mathilde Vestergaard med begrundelsen:
Stefan har været ansat som sosu-hjælper hos Kær Pleje og Omsorg siden aug. 2020. Stefan er en kæmpe holdspiller, og er altid klar til at give en ekstra hånd for, at få enderne til at nå sammen i en - til tider presset hverdag. Stefan er utrolig vellidt hos borgere og blandt kollegaer. Han har et godt overblik, og kan have mange bolde i luften på én gang. Stefan har samtidig et meget roligt væsen, er omstillingsparat og yder altid pleje og omsorg med øje for den enkelte borgers individuelle behov. Vi er stolte at have medarbejdere som Stefan i vores team.