FOA-arbejdspladsbesøg: fokus på faglighed og tværfaglighed i socialområdet
FOA Nordjylland har for nylig besøgt arbejdspladser inden for det specialiserede socialområde i Aalborg Kommune. Dette område dækker voksenpsykiatri og handicapområdet, hvor mange forskellige faggrupper arbejder sammen og tager sig af kommunens mest udsatte borgere. På møderne var der fokus på vigtigheden af høj faglighed og en bred tværfaglighed inden for det specialiserede socialområde.
Af: Inge-Marie Krøier
FOA-repræsentanter deltog
Fællestillidsrepræsentant Kim Abel Jensen deltog sammen med Jesper Hermansen og Anne-Grethe Sveistrup fra FOA Nordjylland, som er ansvarlige for social- og sundhedsområdet og det pædagogiske område i fagforeningen. Herudover deltog FOA-sektorformand Kim Henriksen fra det pædagogiske område og FOA-sektorformand Tanja Nielsen fra social- og sundhedsområdet i det centrale forbund.
Arbejdspladsbesøg i Enghuset
Besøg på Enghuset & Gennem Bakkerne
Dagen startede med et besøg i Enghuset, som huser voksne med personlighedsforstyrrelser, depression, angst eller en forandret virkelighedsopfattelse. I Enghuset gav Leder Uffe Skals Ladefoged og tillidsrepræsentant Anne-Mette Kjærgård Hansen en virkelig spændende rundvisning. Der var en god snak om socialpsykiatrien i Aalborg - men også mere generelt.
Derefter gik turen til Gennem Bakkerne, hvor målgruppen er voksne med fx autismespektrumforstyrrelser, udadreagerende adfærd og udviklingshæmning. Her har man skabt et tilbud, der tilpasses borgernes behov med én til én kontakt, i stedet for at borgerne skal tilpasse sig tilbuddet. Der er lagt vægt på medarbejdernes sikkerhed, og lederen fortalte, at der er sket en markant nedgang i indberetninger, hvilket er meget positivt.
Arbejdspladsbesøg - Gennem Bakkerne
Medarbejderfastholdelse og rekruttering: udfordringer og løsninger
Medarbejderfastholdelse og rekruttering var centrale emner på møderne. Der er ofte så få kvalificerede ansøgere, at genopslag af stillingsopslag er nødvendige. Den manglende synlighed på netop social- og psykiatriområdet, som omfatter landets mest sårbare mennesker, blev drøftet. Der var enighed om at arbejde for at udbrede kendskabet til de forskellige typer arbejdspladser – et tiltag, der kunne øge antallet af ansøgere til det specialiserede socialområde.
FOAs indsats for uddannelse og faglighed
Faglighed og uddannelse blev også diskuteret. I FOA Nordjylland rådgiver og vejleder vi gerne om kompetenceudvikling og uddannelse. Vi opfordrer FOAs ufaglærte medlemmer til at tage en faglært uddannelse for at sikre faglighed og stabilitet på arbejdspladsen.
Udfordringer ved uddannelse og vagtplanlægning
Lederne påpegede dog, at det kan være svært at sende flere medarbejdere på uddannelse samtidig, da det udfordrer vagtplanlægningen. Gevinsten ved flerfaglighed og behovet for ansatte med både pædagogisk og social- og sundhedsfaglig baggrund blev fremhævet. Derudover blev forbruget af vikarer også diskuteret.
Økonomiske udfordringer og behovet for faglærte medarbejdere
Økonomi er også et væsentligt emne, og institutionerne kæmper for at bevare den nødvendige tid til enkelte borgere. Andelen af faglærte og ufaglærte medarbejdere blev også drøftet, og det blev understreget, at der arbejdes på rette kompetencer til rette opgaver.
På begge botilbud er der en høj grad af flerfaglighed, hvilket giver god sparring mellem de ansatte. Det tværfaglige arbejde styrker fagligheden på arbejdspladserne, men der er fokus på, at borgerne har tiltagende somatiske diagnoser, der i højere grad kræver sundhedsfaglige kompetencer.
Tanja Nielsen: ressourcer og faglighed er nøglen til stabil psykiatri
Efter dagens oplevelser sagde Tanja Nielsen: ”Vi er alle enige om, at der skal sættes maksimalt ind på dette område, da det er fundamentet i vores psykiatri. Her kræves ressourcer og faglighed for at undgå blandt andet genindlæggelser. Det er højaktuelt med en specialplan, der favner både socialpsykiatrien og handicapområdet. Når vi taler med medarbejderne, er de helt enige.”
Samarbejde om fremtidens socialområde
Delegationen fra FOA sluttede dagen i selskab med den øverste ledelse i Aalborg Kommune, hvor de fik en god snak med rådmand i Job og velfærd - Nuuradin Salah Hussein, direktør i Job og velfærd - Arne Lund Kristensen og afdelingschef i Voksenafdelingen – Alice Aagaard Hagemann. De gik fra mødet med indtryk af, at kommunen har gode mål for området og tror, at deres intentioner og tanker kunne bruges bredt i landet. Kim Henriksen sagde efter mødet: ”Deres visioner kan absolut give inspiration til kommuner på landsplan. Det er unikt, at økonomien hænger sammen også på dette område med en automatisk regulering i forhold til antal borgere, der søger hjælp på området, det er stort.”
Samtidig understreger han, at det er tydeligt, at der er brug for, at der centralt arbejdes for en specialeplan, der favner både socialpsykiatrien og handicapområdet.
Både Tanja og Kim har fået input med hjem, som de bringer med, når de mødes med politikere fra Christiansborg.
Central politisk opbakning og økonomisk støtte er afgørende
Efter arbejdspladsbesøg og møde med kommunen sender de to sektoransvarlige fra FOA Nordjylland, Anne-Grethe Sveistrup og Jesper Hermansen, et klart signal til Christiansborg:
"Området kræver central politisk opbakning. Der er behov for forbedrede og mere omfattende økonomiske ressourcer for at sikre, at vores medlemmer og området får den nødvendige bevågenhed. Det er afgørende, at centrale initiativer for området skubbes i gang, så medlemmerne kan se og mærke effekten lokalt. Uden denne støtte risikerer vi at svigte de mest sårbare i vores samfund. Vi opfordrer desuden Regeringen til at prioritere og øge fokus på socialpsykiatrien, da det vil have en direkte og positiv indvirkning på mange menneskers liv."