Pengene slår ikke til…

Af Kristian Gaardsøe, formand, FOA - Fag og Arbejde, Aalborg Krisitian.Gaardsoe@foa.dk

I årene fremover får flere og flere ældre behov for pleje. Ifølge FOAs beregninger vil udgifterne til hjemmeplejen stige 8,5 procent over de næste tre år. Det kan Regeringen og Dansk Folkeparti ikke tage sig af. De har dikteret 0-vækst, hvilket betyder, at der bliver uhyggelige besparelser på ældreområdet.

Det er ærgerligt, at spare på syge og ældre, der ikke kan klare sig selv. Det er ærgerligt at skatten ikke må stige. Det er ærgerligt, at kommunerne straffes hårdt for at overskride budgetterne med tanke på at give de ældre og syge en bedre velfærd.

Men det er altså konsekvensen af regeringens aftale med Kommunernes Landsforening. 

FOA Aalborg spørger: Hvor længe vil kommunerne og regionerne acceptere at føre en borgerlig regerings asociale politik ud i livet? 

Vi forlanger, at politikerne klart og tydeligt går ud til borgerne og fortæller, hvor der skal spares, hvem, der skal rammes, og hvor mange, der skal fyres for at sikre skattelettelser til de velstillede borgere i landet. 

Kommunalpolitikerne kan ikke være tilfredse med at fungere som villige bogholdere for en regering, der ikke ønsker at stille de nødvendige midler til rådighed for at velfærdssamfundet kan fungere. Der er nu tale om farvelfærd.

Sundhedstilstanden hos syge og ældre borgere ændrer sig ikke, fordi en regering dikterer 0-vækst. 

FOA Aalborg opfordrer borgerne til at behandle sundhedspersonalet med respekt. Vores medlemmer må hver dag udføre et samfundsnyttigt arbejde under sværere og sværere betingelser.

Ansvaret for besparelserne i den offentlige sektor ligger hos politikerne og ikke hos de medarbejdere, der løber spidsrod mellem opgaverne for at hjælpe borgerne og fra det ene registreringsapparat til det andet.