Pressemeddelelse

FOAs medlemmer skal have ret til efterløn

I sin nytårstale sad statsminister Lars Løkke Rasmussen med små bedrøvede øjne og fortalte danskerne, hvorfor vi ikke har råd til efterlønnen; det går ud over velfærden forklarede han.

I FOA Aalborg har vi en helt anden opfattelse. Grunden til, at vi ikke har råd til efterlønnen, er at statsministeren og DF-regeringen har smidt statens penge i grams til deres rige venner. Over 50 mia. kr. i skattelettelser er det blevet til i DF-regeringens levetid. De har ført krige i udlandet. Det har også kostet milliarder. De har gennemført håbløse aktiveringsordninger for ledige, og det har ikke fået en eneste i arbejde. Det har også kostet milliarder.

Nu skal den opfindsomme statsminister så have alle mulige undskyldninger for at løbe fra sine egne efterlønsløfter.

Efterlønnerne er ikke mere syge end andre. Derfor skal de ikke have efterløn, men ud at arbejde, lyder en anden af hans opfindsomme påstande.

Jo, efterlønnerne er mere syge end andre, siger forskerne. De dør også tidligere. Og her er vi netop ved kernen af det hele.
Vi har et samfund, hvor LO-medlemmerne, herunder FOAs medlemmer, ikke stiller spørgsmålstegn ved, om vi skal betale uddannelse til de højtuddannede.

De samme akademikere er dem, der senere får alle de kreative og mindre fysisk krævende job. De højtlønnedes job og de fede pensioner giver mulighed for at leve sundt og rigtigt, resten af deres liv.

Så, jo, vi har råd til efterlønnen. Hvis FOAs medlemmer skal betale for andres goder, så skal vi også have goder; i form af efterløn, for vi har ikke haft muligheden for at lægge de samme penge til side med henblik på pensionsopsparing.

Vores medlemmer er slidte efter 40 år på jobbet. Ofte med skiftende vagter, umulige og stressende vagtplaner. FOAs medlemmer arbejder fortrinsvis i den offentlige sektor, der hele tiden skal optimeres, så enhver form for pause eller restituering af kroppen ikke er mulig. Det kræver sine ofre, og dem har vi mange af.

Nogle er ikke så syge, at de kan få førtidspension. Det er der nemlig ikke ret mange, der kan i dagens Danmark. Derfor er efterlønnen løsningen for vores medlemmer.

Danskerne skal vide, at stemmer de på DF-regeringen til folketingsvalget, så er løbet kørt. Væk med efterløn og andre velfærdsgoder, blot for at kunne give milliarderne i øgede skattelettelser til de rige.

I FOA ser vi derimod investeringer, uddannelse, vækst og beskæftigelse som en mere fair løsning på de landsøkonomiske problemer. FOA står for Velfærd med vilje.