Unge ta’r ansvar-Regeringen gør ikke

Det kunne godt være overskriften på de udmeldinger, der kom fra »Unge ta’r ansvar«-demonstrationen 5. oktober på Gammeltorv. Her var det lykkedes »Unge ta’r ansvar«, der er et samarbejde mellem studerende og faglige unge, at samle nogle hundrede unge for at protestere mod regeringens finanslov. De unge ønsker, at regeringen dropper forringelser af SUen og dropper nedskæringer på uddannelser. De unge ønsker også praktikpladser til alle.

» Billeder fra demonstration 5. oktober 2011 i Aalborg (pdf 1.6 Mb.)

Sofie Dalum fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning lagde ud: Nu ser vi igen, at regeringen forringer vores uddannelse. Denne gang med 225 mio. kr. på de gymnasiale uddannelser. Regeringen ønsker, at 95% af alle unge skal have en uddannelse, hvorfor forringer man så vilkårene for os?

Nogle steder er der 30 elever i hver klasse. Skolerne og lokalerne er nedslidte. Der er dårligt indeklima, der er dårlig offentlig transport. Regeringen ta’r ikke ansvar. Det gør vi derimod.

Praktikpladser
Søren Grøn, formand for 3F Ungdom fulgte op: -Der er nu over 8.500 unge, der mangler en praktikplads. Hvorfor bliver der ikke stillet krav om, at arbejdsgiverne skal bruge lærlinge ved offentlige byggerier. Unge under 25 år skal leve af halve dagpenge, hvis de er ledige, og skolepraktikken fungerer ikke.

Også Søren Grøn opfordrede regeringen til at tage ansvar. 

Undervisning i telte og afskaffelse af SU
Lasse Olsen, Studentersamfundet lagde heller ikke fingrene imellem: Det øltelt, der blev brugt til oktoberfest, blev også brugt til undervisning af de nye studerende på Aalborg Universitet, da året begyndte. Hvis vi skal være førende i den globale konkurrence, så er det ikke lige den måde, der skal undervises på.

Det er os, der skal sikre fremtidens velfærd. Derfor er SUen afgørende for at de unge kan studere. I stedet skærer regeringen ned og tvinger de unge ud i erhvervsarbejde med deraf følgende mindre tid til at studere.

Vi har stadig muligheden for at protestere. Vi ta’r ansvar.

Støttet af fagbevægelsen
Det var de unges dag, og de lavede en flot demonstration og støttet af LO-fagbevægelsen i Aalborg, der også var til stede blandt de unge.