Rækker hånden op

Mere indflydelse til medarbejderne

I FOA mener vi, at medarbejdere i videst muligt omfang skal inddrages i beslutninger, der har relevans for deres arbejdsliv. Det vil sikre arbejdsglæde, engagement, og i sidste ende, tilfredse borgere. Men det er desværre ikke det, vi ser i disse år. I stedet for at tage medarbejderne med på råd, når der skal træffes vigtige beslutninger, ser vi gang på gang ansatte blive kørt ud på et sidespor - fuldstændigt ignoreret.

Af: Kristian Gaardsøe, FOA Aalborg, Østerport 2, Aalborg.

Senest har vi set kommuner, som er blevet godkendt til de såkaldte frikommuneforsøg, se stort på medarbejderindflydelsen, som ellers forpligter dem til at drøfte væsentlige ændringer med de ansatte, før der træffes beslutning. Det er synd og skam, at man undlader at rådføre sig med medarbejderne, når der skal træffes vigtige beslutninger. For det første fordi medarbejderne er de virkelige eksperter inden for deres område. De ved, hvad der rører sig. De ved, hvad der fungerer og ikke fungerer. De har fingeren på pulsen i forhold til arbejdsprocesserne. Man går simpelthen glip af vigtig viden, når man overhører de ansatte på den måde. I stedet for at hyre dyre eksterne konsulenter, der alligevel ikke kan skelne snot fra skæg, bør man aktivt inddrage den vidensbank, som medarbejdernes udgør. For det andet er det rigtigt skidt for samarbejdsklimaet, når den slags beslutninger trumfes igennem hen over hovedet på folk. Får medarbejderne ikke mulighed for at drøfte og forstå en forandring vil de ikke føle noget medejerskab og måske endda bevidst eller ubevidst modarbejde forandringen. Og dermed risikerer hele øvelsen at være spildt.

Et andet område, hvor medarbejderne i højere grad bør inddrages, er med hensyn til tilrettelæggelsen af arbejdstiden. I FOAs debatoplæg ”Flere hænder” relanceres diskussionen om den enkelte lønmodtagers ret til at afpasse sin arbejdstid til sin livssituation. FOA ønsker at gøre op med den ufleksible måde at håndtere den ugentlige arbejdstid på. Det er en ny form for fleksibilitet, hvor det fleksible element ikke handler om, at medarbejderne skal være omstillingsparate i forhold til arbejdsgiverens behov, men tværtimod at arbejdsgiverne skal være omstillingsparate i forhold til medarbejdernes behov. Som mennesker har vi meget forskellige behov afhængigt af, hvor vi befinder os i vores livsforløb. Er vi unge og raske og lige kommet ud på arbejdsmarkedet, kan man arbejde lidt mere. Har man lige stiftet familie kan man have brug for at arbejde lidt mindre i en periode for at give sine børn en god og tryg start på livet. Når så ens børn er blevet store, kan man igen lægge nogle flere timer på arbejdsmarkedet, og igen når man nærmer sig pensionsalderen og ikke længere kan knokle på i samme omfang og tempo, som da man var ung, kan man have brug for at gå ned i tid. Det kunne konkret føres ud i livet ved at oprette en ”timebank,” hvor man simpelthen kan sætte timer ind og hæve efter, hvordan ens livssituation udvikler sig.

Til sidst skal nævnes det evige kontroltyranni og den hovedløse dokumentation, som ansatte i den offentlige sektor dagligt plages af. Den slags tidsrøveri stjæler tid fra de egentlige velfærdsopgaver, hvorved varme hænder skiftes ud med kolde hænder, som skal registrere og kontrollere. Til trods for den brede erklærede politiske vilje til at gøre op med bureaukratiet, har det ikke hjulpet. Snarere tværtimod. Tidsrøveriet skal stoppes. Hvis en regel eller procedure ikke kan forsvares og forklares, så skal den droppes. Det handler om tillid. Tilliden til vores velfærdsmedarbejderes faglige skøn og gode vilje. For de kan, og de vil.