Pasning - hvad vil politikerne?

Politikerne i Jammerbugt Kommune mener, at der skal mere skub i vuggestue-projekter, men det er uklart af hvilke grunde. I et indlæg i Nordjyske 9. maj kommer der flere argumenter frem.

Et argument er, at der netop er godkendt en ny privat vuggestue i Pandrup, men er det reel argumentation for at sætte skub i flere vuggestuer? Næste argument taler for vuggestuer, da villakvartererne ikke er egnede til børnepasningsinstitutioner og at der kun er givet politisk grønt lys, fordi der i forvejen er kommunale dagplejere i samme område. Giver det mening?  Et tredje argument er, at vuggestuer er populære hos forældrene. FOA Aalborg undrer sig over den udmelding, da den kommunale dagpleje scorer højest, når det angår forældretilfredshed. Endelig har politikerne i teknisk udvalg i Jammerbugt Kommune taget en principbeslutning om at sætte skub i sagen om vuggestuer. Gad vide om det også er et argument?

FOA Aalborg kunne tilføje, at der måske er behov for at profilere den kommunale dagpleje?  Gad vide om kommende forældre ved hvad den kommunale dagpleje står for - ved de at der arbejdes efter pædagogiske læreplaner og børnemiljøvurderinger? Ved de, at der er supervision af dagplejepædagoger som har stor viden om børns trivsel og læring. Ved de, at dagplejerne løbende kommer på kurser?  FOA har hjulpet på vej med hjemmesiden www.en-god-start.dk , men måske vælger politikerne vuggestuer af andre og mere ideologiske grunde?

I politikernes iver med at finde passende rationaler for vuggestuer negligerer de fuldstændig den kommunale dagpleje. Et pasningstilbud som ellers, om noget tilbud, har stor forældre-tilfredshed. Kommunalbestyrelsen må vide, at de mangeartede udmeldinger om vuggestue-projekter skaber utryghed blandt de mange  kommunale  dagplejere  og dagplejepædagoger  i Jammerbugt. Derfor kære politikere overvej argumenterne nøje og notér jer, at det kan blive dyrere at oprette nye vuggestuer , hvilket må siges ikke at være uvæsentligt når kommunen fattes penge. Vi kunne læse i avisen 13. marts, at der skal findes 35 millioner for at få enderne til at nå sammen, skrives der, og at børneområdet netop er et af dem Derfor undrer det mig, at politikerne midt i sparetider vil lave andre typer pasningsordninger. Jeg får det indtryk, at det er ren ideologi.  Endelig står der en stor flok forældre, børn dagplejere og dagplejepædagoger  som i mellemtiden vil være usikre på hvad fremtiden byder for dem.

FOA Aalborg kunne ønske sig, at politikerne i Jammerbugt kommune igen får øje på  kvaliteten i den kommunale dagpleje. Dagplejen er et pasningstilbud, som tilbyder et godt, trygt og hjemligt miljø, i en til tider stresset hverdag.   

Bevar det gode tilbud og gør jeres mangestemmige argumenter klare, så der igen kan skabes et trygt arbejdsmiljø – også i dagplejen.