Til kamp for efterlønnen

I krig er sandheden som bekendt det første offer. Dette gælder ikke mindst for regeringens og arbejdsgivernes frontalangreb på efterlønnen. I sin nytårstale slog Lars Løkke fast, at efterlønnere ikke er nedslidte arbejdere: de er, som han formulerede det, ligesom alle os andre, hverken mere eller mindre syge end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet.

Af: Søren Elsberg, formand i 3F Aalborg & Kristian Gaardsøe, formand i FOA Aalborg

Dette er lodret forkert, som Arbejdernes Erhvervsråd har påvist i en analyse. Sandheden er, at der findes en stor overdødelighed blandt personer, der går på efterløn sammenlignet med folk, der fortsætter med at arbejde. For mænd ligger overdødeligheden på skræmmende 74 pct. mens det gælder for 33 pct. af kvinderne. Dette er et klokkeklart bevis på, at folk, der vælger at gå på efterløn, har et dårligere helbred, end folk der fortsætter med at arbejde.

Regeringen og arbejdsgiverne beskylder mere eller mindre åbenlyst efterlønnere for at være dovne og usolidariske og for at være en belastning for samfundsøkonomien. En belastning for samfundsøkonomien! Hvem var det, der var med til at betale gildet, så vore dages overlæger, universitetsprofessorer og advokater kunne gennemføre deres lange uddannelser? Det var netop de ufaglærte og faglærte, som har arbejdet, siden de var atten år eller yngre. Er det så for meget forlangt, at de efter et langt og hårdt arbejdsliv belønnes for deres indsats? Eller går solidariteten kun en vej?

Men vi har ikke råd til det, lyder argumentet fra regeringen. Jo, vi har. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Og vi ved jo godt, hvordan regeringen prioriterer. Man tager fra de fattige og giver til de rige. Siden VKO tiltrådte i 2001, er det blevet til 50 mia. kr. i skattelettelser, som udelukkende er kommet de rige til gode. En slags omvendt Robin Hood-ideologi, som angrebet på efterlønnen er i fin tråd med. Det er nemlig ikke de rige og højtuddannede, der benytter sig af efterlønnen. Kun to pct. af folk på efterløn hører til den rige, højtuddannede del af befolkningen. Næsten 83 pct. af efterlønnere udgøres af faglærte og ufaglærte arbejdere, hvoraf mange ikke har fået en disse ud af regeringens skattelettelser.

I sin nytårstale kunne vi så høre Lars Løkke fortælle, at man kan spare 16 mia. kr. ved at afskaffe efterlønnen, og at dette svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller 40.000 plejeboliger eller mere end tre nye supersygehuse. Tænk engang, hvad vi ville kunne få råd til af velfærd for de 50 mia. kr. han har puttet direkte ned i lommerne på sine rige venner.

At en afskaffelse af efterlønnen skulle kunne spare 16 mia. kr. er desuden højst tvivlsomt. For vi ved jo, at efterlønnerne i høj grad er syge og nedslidte, og mister de retten til efterløn, vil de blot skulle flyttes til andre former for offentlig forsørgelse. Og så er der jo også en stor gruppe, der er gået på efterløn, fordi deres arbejdskraft alligevel ikke bliver efterspurgt af arbejdsgiverne. Når de først har været igennem den meningsløse aktiveringsmølle uden udsigt til et reelt job, vælger de meget forståeligt at trække efterlønskortet.

Vi ved, at efterlønnere er mere syge og nedslidte, og at de dør tidligere end resten af befolkningen. Efterlønnen er derfor med til at sikre en retfærdig fordeling af gode leveår. De små, tvivlsomme økonomiske gevinster, man ville få ved en afvikling af efterlønnen, står slet ikke mål med den øgede ulighed, det vil skabe. Vi har råd til efterlønnen. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Ønsker man som regeringen at afvikle det velfærdssamfund, vi har kæmpet for i årtier, eller ønsker man et samfund, hvor folk, der har slidt og slæbt hele deres liv, kan tage en værdig afsked med arbejdslivet uden at blive beskyldt for at være en belastning for samfundet?