Lønnedgang duer ikke

Jeg vil gerne starte med at sige undskyld.

Af: Kristian Gaardsøe, FOA Aalborg,Østerport 2, Aalborg

Undskyld, for at jeg og den danske fagbevægelse har haft held med at sikre danske lønmodtagere gode løn- og arbejdsvilkår. Undskyld, for at vi kæmper for almindelige danske lønmodtagere, og at vi nu åbenbart har gjort det så godt, at det har været med til at underminere den danske konkurrenceevne og køre samfundsøkonomien i sænk. For ifølge liberale røster er det de høje lønninger, der er skyld i, at dansk økonomi halter efter andre mere virile økonomier som Sverige og Tyskland. Det værste er, at den nye socialdemokratisk ledede regering synger med på dette nyliberale kor. Ja, ikke bare synger med. For med SAS-forløbet, hvor det endte med, at personalet måtte acceptere en lønnedgang på 15 %, står det klart, at Pengepuger Corydon ligefrem synger første tenor i koret.

Hvor er det skuffende og desillusionerende at være vidne til Socialdemokraternes og SF’s adoptering af liberale doktriner og vækstdræbende politik. Det var ikke just det, der var lagt op til med Fair Løsning, hvis der stadig er nogen, der husker dette på mange måder fremsynede og socialt ansvarlige politiske udspil fra 2010. Her var der ikke et ord at opstøve om lønnedgang. I stedet taltes der om at genskabe innovation og øge produktivitet, investering i grøn teknologi og velfærdsteknologi, inddragelse af arbejdsmarkedets parter gennem trepartsforhandlinger for at fremtidssikre dansk økonomi og ikke mindst lade dem, der har mest, betale lidt mere til fællesskabet.

Men det er ikke sådan det er gået. Slet ikke. Det, vi derimod har kunnet bevidne, er offentlige nedskæringer og fyringer, som har ført til 35.000 færre offentligt ansatte; dagpengeforringelser, som nu vil skubbe tusindvis af danskere ud i social deroute; forringelser af førtidspension og fleksjobsordningen, som vil ramme vores allersvageste medborgere samt skattelettelser til de bedst stillede. Og nu altså også statssanktioneret løndumping.

Var der så bare belæg for, at sådanne brutale metoder har en gavnlig effekt på økonomien, men det er der ikke. For det første viser erfaringerne, at virksomheder, der presser en lønnedgang ned over hovedet på deres ansatte, oftest alligevel må lukke. Dette så man f.eks. med fødevarevirksomheden Kreatina, som måtte dreje nøglen om, selv om deres medarbejdere forudgående havde accepteret at gå ned i løn for at redde virksomheden.

En af grundene til, at lønnedgang er en tandløs strategi i forhold til at sikre arbejdspladser og lukningstruede virksomheder, er, at strategien kan være med til at lulle virksomhederne i søvn, så de i stedet for innovation og produktudvikling bare sikrer en kortsigtet profit ved at skære i lønudgifterne. En anden grund er, at løn er en vigtig motivationsfaktor. En høj løn giver medarbejderne lyst til at give den en ekstra skalle på arbejdet. Omvendt vil lønnedgang skade motivationen og gøre medarbejderne mindre produktive. At mindre løn kan føre til dårligere motiverede medarbejdere, ser vi nu efter, at SAS’s medarbejdere har måttet gå ned i løn, idet sygefraværet er steget markant. Hvor man før godt kunne gå på arbejde, selv om man var forkølet, så vælger man nu i højere grad at blive hjemme og pleje sit helbred. Af disse grunde er lønnedgang-strategien som at tisse i bukserne i frostvejr.

Desuden er konkurrenceevnen ikke det største problem for den danske økonomi i dag, men snarere den indenlandske efterspørgsel. Danskere er generelt meget pessimistiske i forhold til deres egen privatøkonomi, og dette får dem til at beholde dankortet i tegnebogen. Hvis lønnedgang bliver en generel strategi, vil danskere få endnu færre penge imellem hænderne, usikkerheden vil brede sig yderligere, og man vil se dansk økonomi gå fuldstændigt i bakgear. Derfor må lønnedgang-strategien betegnes som kollektiv økonomisk selvmord, da den vil dræbe al vækst i samfundet. Skal vi ud af den økonomiske krise, er der i den grad brug for nye, mere fremsynede toner fra korets første tenor. Vi venter spændt.