• Læs op
• Udskriv

Folk, der arbejder inden for den offentlige sektor, skal have relevant efteruddannelse, og ikke-uddannede skal have ret til uddannelse.

VK-regeringen satte i sin tid ambitiøse mål for, hvor mange der skal have en uddannelse. Men med samme regerings såkaldte ”genopretningsplan” var det dem selv, der trykkede på den knap, som bombede efteruddannelsesområdet tilbage til stenalderen ved at forringe den økonomiske godtgørelse ved deltagelse i efter- og videreuddannelse. Det har betydet, at en lang række kurser reelt blev nedlagt, fordi de simpelthen blev for dyre. Prisloftet gør, at det ofte er arbejdsmarkedsrelevante kurser, som kunne være med til at sikre ledige beskæftigelse, der filtreres fra.

Også med hensyn til lære- og praktikpladser er det gået i den gale retning. Her valgte VK-regeringen at sidde på hænderne og gøre intet. Bare inden for sosu-uddannelserne og uddannelsen til pædagogisk assistent blev der sidste år afvist 8532 ansøgere, fordi der mangler praktikpladser. Det er synd og skam, at unge mennesker, der gerne vil, ikke får mulighed for at tage en faglig uddannelse. Derfor er det vigtigt, at offentlige og private virksomheder forpligter sig til at oprette de nødvendige pladser.

I FOA mener vi, at ansatte skal have ret til relevant kompetenceudvikling og efteruddannelse. Vi ser ikke uddannelse som en udgift, der kan skæres væk som overflødigt fedt, men som en investering i fremtiden. Hvor VK-regeringen sagde: ”Vi har ikke råd til at ...”, siger FOA: ”Vi har ikke råd til ikke at ...” Hvad vi i hvert fald ikke har råd til er at tabe en hel generation på gulvet.

Men hvor står den nye regering i forhold til uddannelsesindsatsen? Det giver regeringsgrundlaget en pejling om. Et af punkterne hedder: ”Mere uddannelse til dem, der har fået mindst uddannelse”. Der er også fokus på nødvendigheden af at skærpe uddannelsesgarantien og sikre, at alle, der har påbegyndt en erhvervsuddannelse, sikres praktikpladser. Dette er sød musik i FOAs ører, og vi vil gerne rose den nye regering for at tage dette misligholdte område alvorligt. Men når dette er sagt, er det vigtigt, at vi som fagbevægelse holder regeringen op på deres løfter.

Igen er det vigtigt at pointere, at uddannelse ikke er en udgift, man bare kan skære væk for at balancere kortsigtede budgetter. Det er derimod en investering. Vi ved, at mere uddannelse giver større effektivitet og større borgertilfredshed i den offentlige sektor, og der er masser af områder at tage fat på: uddannelserne til ejendomsservicetekniker, redder, sikkerhedsvagt samt serviceassistent skal styrkes. Og der skal etableres uddannelser inden for nye vækstområder som f.eks. sundhedsforebyggelse og inden for idræts- og badeområdet.

Et af de stærkeste arbejdsmarkedsinstrumenter, som vi har, er jobrotation. Med jobrotation slår man så at sige to fluer med et smæk. På den ene side sikrer den opkvalificering af de ansatte, og samtidig giver den ledige mulighed for at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet. På den måde er jobrotation lidt af et guldæg i rekrutterings- og beskæftigelsesindsatsen. En win-win situation, som vi kalder det på nudansk. Derfor skal vi i højere grad end i dag gøre brug af dette instrument.

Sker der ikke snart noget på uddannelsesområdet, vil den offentlige sektor om få år stå med et massivt rekrutteringsproblem. Derfor skal der handles nu. Tre ud af fire FOA-medlemmer giver udtryk for, at de ønsker at efteruddanne sig, men mere end en tredjedel mener ikke, at de kommer på de kurser og efteruddannelser, som de har brug for. På et moderne arbejdsmarked, hvor arbejdets karakter er under evig forandring, er der brug for livslang læring. Det er politikere og virksomheder nødt til at tage alvorligt. Vi ser frem til de kommende trepartsforhandlinger og til et nyt og mere optimistisk kapitel i uddannelsespolitikken.