Heltene fra Elmely reddede liv med hjertemassage!
Bagerst FOA Aalborgs næstformand Pia Pedersen og Kis A. Lund, plejehjemsleder. Forrest med blomsterne de tre helte Charlotte Dahl, Trine Larsen og Michael Pedersen med formand Kristian Gaardsøe.

Heltene fra Elmely

En mandlig husassistent på 59 år, faldt om på sin arbejdsplads med hjertestop. Heldigvis er han ansat på plejehjemmet Elmely, hvor tre kolleger omgående tog ham under behandling med hjertemassage. Det betyd, at han blev reddet efter en flot indsats af kollegerne.

FOA Aalborgs formand Kristian Gaardsøe og næstformand Pia Pedersen mente, at det skulle belønnes med blomster, rundstykker og basser. Derfor tog de på Elmely kl. 7.00 den 5. december for at hilse på medarbejderne og de tre helte, som fik overrakt blomster og med klapsalver fra kollegerne.

-I har nogle helte her på Elmely, sagde Kristian Gaardsøe. Og det er social- og sundhedshjælper Michael Pedersen, social- og sundhedshjælper Trine Larsen og rotationsmedarbejder Charlotte Dahl. I har ydet noget stort, og det kan I godt være stolte af, mente formanden.

Også plejehjemsleder Kis A. Lund udtrykte et »Godt gået« til de tre medarbejdere.

Deres kollega er her, en uge efter episoden, stadig på sygehuset, men har det efter omstændighederne godt, siger kollegerne.

I øvrigt kan de tre helte fortælle, at Falck og lægebil kom efter kun seks minutter. Da var deres kollega ikke ved bevidsthed, men kunne trække vejret, efter at de tre kolleger på skift havde givet hjertemassage.

Og der blev også taget hånd om kollegerne efterfølgende, da de var godt rystede over situationen, der heldigvis fik en lykkelig udgang. Det var kollegaen Annette Christensen, som gav FOA Aalborg tippet om hændelsen. Hun mente, at de tre kolleger fortjente et skulderklap.