Ulla Mollerup - Kamma Olesen - Jonna Christensen - Ruth Johnsen og Dorthe Lynge.
Hygge i sommerhuset - fra venstre: Ulla Mollerup - Kamma Olesen - Jonna Christensen - Ruth Johnsen og Dorthe Lynge.

Beboerferie er et hit på Solgården

På ældrecentret Solgården gentog de successen igen i år med beboerferie. I år gik turen fra Fjerritslev til Trend og det så bestemt ud til, at beboere og ansatte nød det i fulde drag. På en grøn plet i Trend havde de fundet et sommerhus med plads til både beboere, de ansatte, kørestole og rollatorer.

Maden er vigtig
Solen skinnede fra en skyfri himmel og i løbet af ferien var der planlagt udflugter til Vilstedsøerne, Hvalpsund og Rønbjerg Havn. Alle dage var de sammen om madlavningen og skrabte eksempelvis kartofler i fællesskab. Der blev spist god mad gammeldags mad og én af dagene fik de flæskesteg, rødkål, franske kartofler samt is med nye jordbær. Blot duften af hjemmelavet mad gør noget positivt ved de ældres appetit, fortæller social- og sundhedshjælper Ulla Mollerup. Der blev også drukket hvidvin, rødvin og spist chips og det blev sent, før der var sengetid for alle. De havde også tid til at synge og flere beboere havde budt ind med sange og det var en god oplevelse, fortæller Dorthe Lynge, der er social- og sundhedsassistent. I øvrigt var der Baileys til kaffen og så var der ikke behov for nattemedicin og alle sov længere end normalt.

Styrker også samarbejdet
Stort set alle pårørende har sagt ja til, at deres demente ældre må komme afsted. Ferien er ikke kun positiv for beboerne, da det også styrker samarbejdet på Solgården, understreger social- og sundhedsassistent Jonna Christensen. De ansatte som er med på ferie er til dagligt dagvagter, men i Trend oplever de dem også om natten og får et billede af, hvor tit de eksempelvis er oppe om natten. De ansatte fortæller enstemmigt, at der er mere ro på hverdagen, når man er sammen hele døgnet.

Slut med rastløs vandren
De fortæller, at turen i sommerhus giver en særlig ro og her går ingen rastløse frem og tilbage, som demente af og til gør på Solgården. Måske er grunden, at de ansatte har så mange gøremål derhjemme, at det er svært at være til stede på samme måde. Hjemme skal de eksempelvis bruge tid på at dokumentere, hvis der er kommet et nyt præparat, printe skemaer eller skrive handleplaner og det gør hverdagen helt anderledes end ferien.

En af beboerne står først op lidt før ti, den dag FOA Aalborgs udsendte er på pletten. – Ja, så længe den går, så går den, siger hun med et stort humørfyldt smil, til den sene morgenvækning. I det hele taget samler de ansatte på beboernes gode kommentarer. En af de bedre var: -Må jeg ikke godt blive her tre dage mere?

Social- og sundhedshjælper Dorthe Lynge sammen med beboer Ruth Johnsen

Social- og sundhedshjælper Dorthe Lynge sammen med beboer Ruth Johnsen

Det hele værd
Skulle Dorthe komme med nogle gode råd til andre, som gerne vil på ferie med beboere er det, at finde et sted uden dørtrin og ellers huske den positive indstilling. På Solgården får de ikke betaling for alle de timer de bruger på beboerferien. Umiddelbart er det dog ikke det de går op i, da fokus er på den oplevelse, de får med sig hjem. Formålet er jo, at gøre noget sammen og få fælles oplevelser som beboere og personale kan mindes resten af året. Dorthe vil gerne opfordre alle, som har mulighed for at deltage, til at melde sig, da hun mener, at dét er det hele værd.

På Solgården har de stor opbakning fra lederen til beboerferier og det er vigtigt. Solgården betaler de fleste udgifter og derudover går beboernes kostpenge til turen som et symbolsk tilskud til turen. I løbet af ugen kommer der flere af kollegerne forbi og det er også med til at gøre ugen rigtig hyggelig. Denne uge er udelukkende for kvinder, men i næste uge er det mændene, som får lov til at komme på ferie.