Krarup fik oplæg og tidselbuket fra FOA
Rådmand Thomas Krarup fik oplæg og tidselbuket fra FOA

Krarup fik oplæg og tidselbuket fra FOA

Tirsdag var der debat mellem rådmand Thomas Krarup og FOA Aalborgs formand Kristian Gaardsøe. I P4 diskuterede de situationen i Aalborg Kommunes ældrepleje som følge af fyringerne, hvor der bliver 130 færre i hjemmeplejen og rengøringsenheden.

Håbet er grønt…
Et af emnerne var strategi for uddannelse, og Kristian Gaardsøe opfordrede kommunen til at klæde de opsagte på til fremtiden. Der bliver flere ældre i fremtiden og det betyder, at der igen bliver brug for de social- og sundhedsansatte som netop er blevet opsagt. Thomas Krarup opfordrede FOA til at komme med et forslag til, hvordan man kunne lave en uddannelsesstrategi. Den skulle blot ligge på hans bord 11. juni og det gjorde den. Uddannelsesoplægget blev fulgt af en smuk grøn buket fyldt med tidsler, fredsliljer og forglemmigej. Oplægget var skrevet på grønt papir, så nu håber FOA Aalborg, at Aalborg Kommune får udarbejdet en langsigtet strategi for uddannelse. Der er behov for en strategi samt en konkret handleplan, som FOA Aalborg har efterspurgt igennem 2013 og 2014 – endnu uden resultat.

Opkvalificering af FOAs faggrupper
Oplægget indeholdt blandt andet et forslag til at opkvalificere følgende faggrupper via grundlæggende voksenuddannelse (GVU-forløb):

  • Plejehjemsassistenter til social- og sundhedsassistenter (23)*
  • Hjemmehjælpere til social- og sundhedshjælpere (68) *
  • Sygehjælpere til social- og sundhedsassistenter (107) *
  • Ufaglærte (218) *

 

FOAs oplæg havde ikke kun de opsagte medarbejdere i tanken, men også de tilbageblivende medarbejdere i både hjemmeplejen og på plejehjemmene.

*Tallene i parentes er de ansatte i Aalborg Kommune, som har behov for uddannelse eller opkvalificering.