Jesper Hermansen og Jørn Cederstrøm
Fællestillidsrepræsentant Jesper Hermansen og tillidsrepræsentant Jørn Cederstrøm.

Planlagte omplaceringer blandt portører

Politikerne i Region Nordjylland har besluttet, at der skal spares og effektiviseres 2,4 procent.

Det har stor betydning for gruppen af portørerne, da de nu skal arbejde hver anden weekend og ikke som tidligere hver tredje. Overenskomsten bliver overholdt, men flere mener, at de må give køb på friheden.
En anden og måske vigtigere faktor er, at patienterne ikke kan få den samme hjælp som tidligere, da portørerne ikke længere har tid til den mobilisering som de yder i dag. Med den øgede mængde af opgaver hos alle ansatte på sygehusene er det ganske enkelt ikke muligt at præstere det samme som tidligere med færre portører. Det hænger ikke helt sammen med det patient flow og den service politikerne taler så varmt for. Jørn Cederstrøm som er tillidsrepræsentant for portørerne kan frygte at sundhedspersonalet kommer til at tilsidesætte sig selv for at tilgodese patienterne.

Besparelse og effektivisering
I december meldte ledelsen ud, at der skulle spares to millioner – blandt andet på portørhjælp og via effektivisering. Det betød at ni portører blev overført til omstillingspuljen hvilket betyder, at de henvises til eventuelle jobs på Dronninglund Sygehus, på Sygehus Nord eller Syd i Aalborg. De ni er nu røget videre til den centrale pulje, men som fællestillidsrepræsentant Jesper Hermansen siger, så er det måske mere en teoretisk mulighed at der kommer ledige jobs i regionen. Med færre ansatte bliver der på sigt en besparelse, men med lange opsigelsesvarsler har besparelsen lange udsigter. – Vi har opfordret de berørte portører til at møde op i fratrædelsesperioden for at stå bedre, hvis der igen bliver brug for dem. Modsat er det også forståeligt, hvis de ikke kan holde det ud, siger Jesper.
Udover lønbesparelser bliver der indført et online system som skal hjælpe portørerne med at undgå tomme skridt. Tanken er, at alle portører altid skal gå med en seng eller en patient. Det gør dog ikke at man undgår ventetid, vurderer Jørn og Jesper.

FOA på banen
Efter udpegningen af de enkelte portører havde Jesper god hjælp fra FOA Aalborgs sektorformand Jan Jensen. – Det har været en god læringsproces, da Jan har hjulpet os meget i omstillingsprocessen. Jan har ført ordet i forhandlingerne, og vi er kommet med det nødvendige input, fortæller Jesper. Omstillingsprocessen har betydet, at nogle af lokalaftalerne er blevet opsagt og nye er på vej til at blive indgået. Fokus har undervejs været at overholde overens-komsterne. Undervejs har de tillidsvalgte stødt på flere dilemmaer overfor kolleger såvel som ledelsen.

Flere weekendvagter
Fremover har de ansatte portører udsigt et øget antal weekendvagter i forhold til tidligere. Det er ikke nogen populær udmelding, da det blandt andet kan få betydning for familielivet. Enkelte portører har et ønske om at kunne bytte vagter med kollegerne. Det vil ofte betyde, at arbejdsmiljøloven og hviletidsbestemmelserne tilsidesættes. Ledelsen forslag til en ny vagtplan overholder overenskomst og arbejdstidsreglerne. Ønsker medarbejdere at bytte sig ud eller ind i vagter, er det nødvendigt at dispensere fra reglerne. Det gør at, man tilsidesætter de daglige hviletidsbestemmelser og antal arbejdsdage i træk. Hver enkelt medarbejder i logistikafdelingen skal individuelt tage stilling til, om han eller hun vil gøre brug af den mulighed. Ikke en løsning FOA Aalborg bifalder, da den kan forringe arbejdsmiljøet og i sidste ende kan få indflydelse på den enkeltes helbredstilstand.