Fællestillidsrepræsentant Susanne Kristensen fra Vesthimmerlands Kommune.
Fællestillidsrepræsentant Susanne Kristensen fra Vesthimmerlands Kommune.

Skal kommunens ansatte igen løbe stærkere?

De ansvarlige politikere i Vesthimmerlands Kommune besluttede med budget 2014, at udbyde rengøring til borgere i eget hjem. Seks firmaer bød på opgaven og politikerne valgte Dansk Plejeservice, der var billigst.

Firmaet kappede en tredjedel af den oprindelige pris. Det kommer til at betyde, at de ansatte i basisplejen endnu engang skal presses til at løbe stærkere? En nedgang i timeprisen på 126 kroner bliver mærkbar, når kommunens ansatte skal løse samme opgave blot til ny og uhørt lav pris.

Faglært personale spotter sygdom
Fællestillidsrepræsentant Susanne Kristensen fra Vesthimmerland forudser, at ufaglært personale kommer til at klare rengøringen i kommunen, for at få økonomien til at hænge sammen: ”Kommunen ser blot rengøring som rengøring. Vi med faglige kompetencer er trænet til at spotte begyndende demens og karakteristiske tegn på sygdom og det er altafgørende med faglært personale. På den måde kan vi undgå utilsigtede hændelser og akutte indlæggelser,” siger fællestillidsrepræsentant for social- og sundhedspersonalet i Vesthimmerland.

Ufaglærte overtager rengøringen
Den billige timepris får konsekvenser for hvem der skal varetage opgaven med rengøring, siger Thomas Palner, ældrechef for Pleje- og Seniorservice i Vesthimmerland: ”Vi skal nedbringe vores omkostninger ret betydeligt, da vi skal udføre opgaven til samme vilkår som det private firma. Derfor bliver vi nødt til at bruge ufaglært arbejdskraft til opgaven,” siger han til Fagbladet FOA. Kommunen vil ikke fyre folk, men besparelsen skal ske ved naturlig afgang - en tilpasning der allerede i gang.

Læs også

 Løndumping i Vesthimmerland