Skønsang, krav om politisk forandring og hygge

FOA Aalborgs årlige generalforsamling trak mange medlemmer til – dels for at hygge med kollegerne, men også for at høre hvordan det står til i fagforeningen.
Efter skønsang med Rikke Bruhn bød formand Kristian Gaardsøe velkommen. Kristian talte kort om politikerlede og undrede sig over, hvorfor journalister aldrig stiller spørgsmål som: Hvem har alle pengene til gode og hvorfor man ikke taler om fyringsstop, når ansættelsesstop er så brugt? Han lagde ikke skjul på, at FOA Aalborg ikke er tilfreds med den politiske udvikling.

Mange henvendelser
I bestyrelsens beretning talte Kristian Gaardsøe om de mest markante begivenheder i det forgangne år. Han slog fast at fagforeninger fortsat har deres berettigelse. Alene de mange indgående opkald taler sit tydelige sprog - nemlig 47870 telefonopkald i 2013.

Mange medlemmer blev opsagt på grund af besparelser i de budgetrunder der kaldes tilpasninger. Medlemmer henvender sig i FOA når de har fået den forkerte løn, er blevet belastet af arbejdsmiljøproblemer, arbejdsskader eller er havnet i udbud og udlicitering. Andre har behov for rådgivning i forhold til uddannelse og meget andet.

Aktiviteter og tilbud
FOA Aalborg har forsøgt at tilpasse medlemmernes behov og ønsker – også når det gælder aktiviteter. I alt har 3000 medlemmer deltaget i afdelingens aktiviteter både de faglige og de sociale som revy, juletræ, cirkus, Fårup Sommerland m.fl.

Arbejdsmarkedet
Kristian kom ind på den fortrængning og marginalisering der er ude på arbejdspladserne som følge af det manglende sikkerhedsnet under de ledige kolleger. Sammen med a-kassen har FOA Aalborg forsøgt at minimere ulemperne for de ledige. Trods indsatsen har 100 medlemmer mistet retten til dagpenge i 2013.

Uddannelse
Uddannelse har fyldt meget i en tid med besparelser og flere ledige. FOA Aalborg har presset på og sat gang i nogle jobrotationsprojekter, hvor medlemmer i arbejde dygtiggør sig.

Arbejdsmiljø
På arbejdsmiljøområdet har der i 2013 været sat fokus på netværksdannelse mellem arbejdsmiljørepræsentanterne. Der er indgået individuelle AMR-aftaler og i det hele taget er der en stor opbakning og vilje hos medlemmerne til at genopbygge trivsel og arbejdsglæde. Et godt udgangspunkt for arbejdsmiljøindsatsen.

FOA Aalborg har i 2013 hentet 12 mio. til medlemmerne indenfor arbejdsskadeområdet. Et tal der vel i grunden burde være nul, men når skaden er sket, er det vel i orden set med medlemmernes øjne, sagde formanden.

Overenskomster
FOA Aalborg har i 2013 arbejdet for overenskomster med de private firmaer. Og FOA forbund har forhandlet OK14 på det private område, hvor resultatet blev en lønstigning på 4,1 % fordelt på overenskomstårene. Denne gang en 3-årig overenskomst.

Udbud og udlicitering
Kristian Gaardsøe understregede, at udbud og udlicitering ikke er FOA Aalborgs kop te. Konkurrenceudsættelse af de bløde områder med børn, ældre og syge er ikke en farbar vej, da det underminerer velfærdssamfundet. Vi har et gammelt slogan i FOA som siger: Kun tøsedrenge udliciterer – rigtige politikere har visioner!

Frivillighed kontra social dumping
Et andet tema som vi bruger en del tid på er frivillighed - formanden problematiserede de forskellige problemstillinger mellem frivillige og ansatte i den offentlige sektor.

Tillidsvalgte & ny rollefordeling
FOA Aalborg har efterhånden skriftlige aftaler med alle tillidsrepræsentanter på arbejdspladserne som en effekt af FOAs nye TR-aftale. Her indgår fagforeningen og den tillidsvalgte en bindende kontrakt med hinanden, på rolle og arbejdsfordeling samt behov for uddannelse.

Langt de fleste tillidsrepræsentanter (95 %) indgår i etablerede TR-netværk, hvor omdrejningspunktet er det faglige arbejde.

Kommunikation – nyhedsbreve
Fremover skal alle medlemmer vænne sig til en mere elektronisk tilgang til information. Det er nemlig besluttet, at papirudgaven af FOA Aalborg Nyt ophører med udgangen af 2014. De sparede midler skal bruges til anden form for kommunikation og en styrkelse af andre medier som hjemmeside, elektronisk nyhedsbrev, Facebook m.fl. samt øget brug af journalistisk bistand.

Samarbejdet med de andre FOA afdelinger
En aftale om forpligtende samarbejde på det fagpolitiske område blev i første omgang indgået med FOA Thisted-Morsø. Generalforsamlingen bemyndigede afdelingsbestyrelsen til at indgå i et samarbejde med FOA Thisted-Morsø - det kan blandt andet betyde, at én FOA-repræsentant forhandler på vegne af de to afdelinger. 

Beretning og regnskab godkendt
Efter formandens velkomst og beretning, bakkede mange medlemmer op om, at afdelingen og FOA skal arbejde endnu hårdere for at presse regeringen, regionen og kommunerne, så arbejdsforholdene kan blive bedre. Også kassererens beretning blev enstemmigt vedtaget. Kasserer Kim Jacobsen fortalte, at FOA Aalborg mønstrer et overskud på 844.846 kr. og han kunne konstatere, at der ikke er et godt renteafkast på medlemskronerne. Til gengæld roste han det høje uddannelsesniveau blandt FOA Aalborgs tillidsvalgte og den store søgning til medlemsaktiviteterne. Endelig roste han det stabile medlemstal, som har stor indflydelse på at FOA Aalborg har overskud. Medlemmerne kunne glæde sig over at der ikke er kontingentstigninger i vente for 2015.

Valg til afdelingsbestyrelsen
Ebbe Dalsgaard er genvalgt til afdelingsbestyrelsen og nyvalgt i bestyrelsen blev Mette Rask Mortensen, Steffen Hansen og Michael Claesen.

Afdelingsbestyrelsen efter 22. april 2014: