Annette Petersen og Mona Olesen fra Søhulen på Karensmindeskolen SFO.
Annette Petersen og Mona Olesen fra Søhulen på Karensmindeskolen i Støvring.

Skolereform: Bring jeres erfaring og kompetencer i spil

For nylig havde FOA Aalborg og TR-netværket kaldt til møde på Karensmindeskolen, Støvring. Emnet var skolereformen og blandt deltagerne var pædagogmedhjælpere, enkelte med den pædagogiske grunduddannelse samt pædagogiske assistenter. De kunne hver især fortælle om hvordan deres institution arbejder med skolereformen. Tanken med mødet var, at sætte fokus på den proces som har været i gang efter vedtagelsen af den nye folkeskolereform. – Det er vigtigt, at den enkelte gør opmærksom på sig selv og på faggruppens eksistens, så de ligesom lærerne kommer til at spille en naturlig rolle i fremtidens skole, understreger sektorformand Jytte Christensen.

Dialog og ligeværd er afgørende
Annette Petersen der til dagligt arbejder på Søhulen SFO på Karensmindeskolen fortæller, at det var et godt møde. Særligt var det spændende at høre hvordan andre i faggruppen arbejder med skolereformen. Viden om andres udfordringer kan betyde, at vi får justeret vores egen holdning og på den måde ser reformen fra flere vinkler. – Mødet blev holdt helt på vores præmisser og det var det allerbedste, siger hun. Vi har indimellem behov for at blive sat i centrum, da mange er den eneste fra faggruppen på arbejdspladsen. På Søhulen er de dog tre – Annette som er pædagogisk assistent, to pædagogmedhjælpere og derudover sytten pædagoger samt de 260 børn som går på Karensmindeskolen. Annette fortæller, at hun føler sig helt lige med pædagogerne og har de samme muligheder som dem. Det er af stor betydning og det er afgørende for mit selvværd, at vi er ligeværdige, siger Annette. Efter mødet står det klart, at det ikke er sådan på alle institutioner.

Reformen giver nye muligheder
Annettes fornemmelse er, at ledelsen har informeret om reformen i det omfang de selv har vidst noget. Endnu virker reformen fiktiv men samtidig spændende og Annette forudser, at det giver nogle helt nye muligheder for det pædagogiske personale. Med reformen forudser hun, at de kollektivt kan støtte op omkring det enkelte barn på en ny måde. Der er sat en proces i gang og den åbner for nye muligheder, hvis vi tør tage dem. Det helt afgørende er dog hvordan politikerne og ledelsen udstikker rammerne. Annette er spændt på om der bliver vidde rammer for processen eller om den kommer i etaper? – Uanset hvad, tænker jeg min jobfunktion helt naturligt ind i den her skolereform. Sammen med pædagogerne deltager hun allerede i dag som en naturlig del af undervisningen og det skyldes, at der ikke er den store forskel på de to faggrupper.

I øvrigt er tonen god og Annettes oplevelse er, at hun til enhver tid kan afprøve en ny idé. Hun har blandt andet lavet en ”slap af café” for børnene. Det eneste som kan bremse de gode ideer er sygdom, og det gør Annette fortrøstningsfuld i forhold til den nye skolereform.

Der er brug for jer!
Sektorformand Jytte Christensen arbejder på, at reformen ikke kommer til at koste stillinger for pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter! Men siger også, at det er vigtigt, at den enkelte tager kampen op og bringer egne erfaringer og kompetencer i spil, så man ikke udspiller sin rolle. – Folkeskolen og børnene har klart brug for jer og jeres erfaringer og kompetencer, pointerer sektorformanden for FOA Aalborgs pædagogiske sektor.