Skolereform i fokus for Pædagogisk sektor

Årsberetning fra Pædagogisk Sektor

Folkeskolereform
Arbejdet med den nye folkeskolereform har skiftet tempo i andet halvår af 2013. Her har de fire kommuner i FOA Aalborgs dækningsområde for alvor påbegyndt arbejdet med at omsætte reform teksten til en ny organisering af folkeskolen. En ny folkeskole som første gang møder elever, forældre og ansatte, når et nyt skoleår indledes til august 2014. Der lægges op til en generelt længere skoledag for alle klasser - for de mindste årgange 5,5 time, hvilket vil få konsekvenser for åbningstiden i DUS eller SFO. I Rebild Kommune valgte Børne- og kulturudvalget at sende et forslag om helhedsskole i høring – et forslag som har langt mere vidtrækkende konsekvenser og bevæger sig uden for rammerne af skolereformens anbefalinger!

Den nye folkeskolereform har selvsagt fyldt meget i Pædagogisk sektor i andet halvår af 2013. Det har været magtpåliggende, at få sendt et signal om at fastholde så mange stillinger som muligt, både i SFO, DUS og i skoledelen. Det gælder både for pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, som er berørt af folkeskolereformen.

Sektorens initiativer
Der er nedsat arbejdsgrupper på kryds og tværs i de fire kommuner på forskellig vis og med visse forskelle i måden, hvorpå opgaven er forsøgt løst. Pædagogmedhjælperne og pædagogiske assistenter har ikke stået først i rækken, når der blev tildelt en plads i arbejdsgrupperne. Det har vi i sektoren arbejdet en del med at påvirke via møder og skriftlige henvendelser.

Pædagogisk sektor i FOA Aalborg var allerede i første halvår af 2013 tilmeldt et aktionslæringsprojekt vedrørende skolereformens udmøntning for at klæde tillidsrepræsentanterne på til opgaven med at deltage i arbejdsgrupper og at holde møde med kolleger på den lokale skole eller institution. Desværre var der kun en enkelt FTR, som tilmeldte sig projektet.

Politisk påvirkning
Sektoren har holdt adskillige kaffemøder med forvaltningschefer, skoledirektører og udvalgsformænd. Der har været holdt netværksmøder med samtlige tillidsrepræsentanter og relevant understøttende materiale er blevet sendt ud.

Der er udarbejdet breve, som er sendt ud til alle byrådspolitikerne for at gøre opmærksom på, at vi har pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter med i skoledelen mange steder i dag. Vi har forsøgt at tegne et billede af, hvilken rolle de kunne have fremadrettet i den nye folkeskole. Der er udarbejdet høringssvar i samarbejde med tillidsrepræsentanterne. Desuden er der løbende holdt møder med relevante parter.

Når alle arbejdsgrupperne, med udgangen af året, er blevet færdige med deres arbejde, høringssvar er afgivet og beslutning truffet i byråd og udvalg primo 2014, tegner der sig for øjeblikket et billede af, at implementeringen og slaget om medarbejderne kommer til at foregå ude på den enkelte skole. Forslaget om helhedsskole blev ikke vedtaget i Rebild Kommune efter behandling i byrådet den 15. januar 2014.

Gør jer synlige på arbejdspladsen
Pædagogisk sektor er også i 2014 udfordret af, at vi har meget få tillidsrepræsentanter på området - specielt når slaget om stillingerne kommer til at stå ude på den enkelte skole.

Derfor skal der lyde en stor opfordring fra sektoren til alle pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter: Vær synlige, spark ind med jeres erfaringer og kompetencer fra fritidspædagogikken, synliggør det store arbejde, I går og laver i hverdagen.

FOA Aalborg fortsætter kampen mod forringelser i DUS eller SFO i 2014.

Forhandlinger om arbejdstidsregler
FOA og KL er netop gået i gang med forhandlinger om arbejdstidsreglerne for pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter ansat i skoledelen. Med et fælles arbejdstidsregelsæt forventer vi at forbedre muligheden for fortsat beskæftigelse for det pædagogiske personale, når skolereformen skal udmøntes fra august 2014. Forhandlingerne kommer formodentlig til at strække sig ind i februar måned og skal godkendes på et ekstraordinært faggruppelandsmøde for faggruppen, såfremt parterne når til enighed. Hvis der ikke opnås enighed bliver forhandlingerne genoptaget i forbindelse med OK15.

Udfordringer i dagplejen
Der har ikke været forsket særlig meget i den kommunale dagpleje, så derfor er det rigtig vigtigt at få sat fokus på den meget spændende rapport Ole Henrik Hansen, Århus Universitet har skrevet ud fra observationer i dagplejen. Den beskriver dels, hvad der er godt i dagplejen og dels hvilke forbedringsmuligheder, det vil være godt at arbejde med.

Samtidig har FOA fået udarbejdet en undersøgelse ”Aktuelle udfordringer i Dagplejen” kvalitets- og kapacitetsstyring, når børnetallet falder. Udfordringerne ligger i at få manet nogle myter i jorden. En af de kendte myter er, at dagplejen er blevet voldsomt dyr og at dagplejen ikke kan sikre en effektiv udnyttelse af pladserne. Endelig har forældrene ikke altid en klar forestilling om, hvad dagpleje er og kan tilbyde børnene.

Undersøgelsen viser, at dagplejen sagtens kan have en høj udnyttelse af pladserne. Den viser også, at prisen for en dagplejeplads ikke er steget mere end prisen for en vuggestueplads, når man tager højde for den udvikling, der er sket med frokostordninger. Fremadrettet peger undersøgelsen på vigtigheden af at synliggøre og udvikle dagplejens kvaliteter.

Vi har i sektoren arbejdet med begge rapporter og vil gerne have de lokale beslutningstagere i dialog.

Dialogmøde med politikere
Derfor har sektoren inviteret de nyvalgte politikere, der sidder i udvalgene på området, sammen med embedsmænd, børn- og ungechefer, dagplejeledere samt tillidsvalgte for dagplejere og dagplejepædagoger til en forhåbentlig spændende fremtidsdebat om udfordringerne i dagplejen. Vi har også inviteret Jakob Sølvhøj og Ole Henrik Hansen til at ”forsvare” de to rapporter. Vi håber dermed at få sat den kommunale dagpleje på dagsordenen ude i kommunerne.

Uddannelse og kompetenceudvikling
Den pædagogiske assistentuddannelse er utrolig populær både blandt de erfarne medarbejdere, men ikke mindst blandt de unge. Desværre må vi konstatere, at det blandt de unge er svært for mange nyuddannede at finde et fast job. En del skyldes det faldende børnetal og de mange nedskæringer i personalet. Det skyldes desværre også at flere af vores kommuner ikke føler sig forpligtet af et ansvar over for de elever de selv har været med til at uddanne. Det arbejder vi med at få ændret på.

Sektoren arbejder med jobrotationsforløb, så allerede ansatte dagplejere, pædagogmedhjælpere og omsorgsmedhjælpere får mulighed for at tage en pædagogisk assistentuddannelse. Vi har en aftale med Aalborg Kommune om et forløb på ca. 20 medarbejdere.

Pjece om pædagogiske assistenter
Sektoren har i samarbejde med Aalborg Kommune og SOSU Nord lavet en pjece, der kort beskriver, hvilke kompetencer man erhverver, når man er færdig som pædagogisk assistent. Den er tænkt som en information til ledere, da det vist sig at mange ledere ikke har været klar over hvad uddannelsen indeholder. Pjecen kan ligeledes bruges til at vedlægge ansøgninger, når der søges job.

Kompetencefond
I forbindelse med de sidste overenskomstforhandlinger blev der forhandlet en kompetencefond hjem. Midlerne fra fonden skal fortrinsvis gå til kompetencegivende efter- og videreuddannelse og er et supplement til den indsats, som i øvrigt finder sted i kommunerne. Mange af vore tillidsrepræsentanter er allerede i fuld gang med at søge midler hjem.

OK-15
Den sidste appetitvækker her i den skriftlige beretning er en opfordring til at spidse blyanten og allerede nu tænke over, hvilke krav du måtte have til de nye overenskomstforhandlinger, der starter allerede til efteråret.     

Jytte Christensen, sektorformand i Pædagogisk Sektor    

Lagt på den 11.02.2014