FTR Helle Holm og Sussi Bagge Mikkelsen
Helle Holm og Sussi Bagge Mikkelsen - fællestillidsrepræsentanter i Aalborg Kommune.

Spådom om selvhjulpne borgere holder ikke

Sussi Bagge Mikkelsen og Helle Holm har sendt dette debatindlæg til Nordjyske 3. juni 2014.

Det lader til, at Aalborg Kommunes politikere har særlige evner og kan se ind i fremtiden. Kommunens krystalkugle forudser, at borgerne bliver meget bedre henover sommeren og derfor ikke får det samme behov for hjælp om blot et halvt år.

Vi, der arbejder i plejen, har meget svært ved at genkende de spådomme. Ifølge Aalborg Kommune tegner der sig et nyt billede af fremtiden, hvor ældre borgere pludselig selv kan tage støttestrømper på eller klare opgaver, som de hidtil har haft hjælp til. Den fremtid er inden for rækkevidde og resultaterne vil tilsyneladende vise sig inden udgangen af året! Det er fint at antage, at nogle ældre bliver mere selvhjulpne af ’rehabilitering’ og ’træning før pleje’, men vi er overbeviste om, at det ikke berettiger til, at vi mister 130 kolleger i hjemmeplejen og rengøringsenheden.

 

Ja, det kan undre os, at mange af vores kolleger får et prik på skulderen, når Aalborg Kommune kommer til at mangle 150 social- og sundhedsassistenter næste sommer.

 

Dertil kommer, at fyringsrunder skaber dårlig stemning og forværrer arbejdsmiljøet. Lige nu er alle usikre på situationen, og det påvirker også dem som ikke bliver ramt i første omgang. De ”heldige” vil uvilkårligt tænke: ”Hvordan kan vi undvære otte personer?” Og ”Mon det bliver mig næste gang?” Vi kan bekymre os over de kolleger der bliver tilbage og håber ikke, at de føler sig presset til at droppe pauserne eller undlade at spise – det skal der være tid til!

Lederne taler ofte om, hvor vigtigt det er, at være uddannet og have kompetencerne i orden. Det gør, at mange af vores kolleger ønsker uddannelse, hvis de bliver sagt op. Vil de uddanne sig, må de knibe ballerne sammen, da det bliver på elevløn, fordi kommunen endnu ikke har rakt hånden frem for at sikre fremtidens arbejdskraft i plejen. Hvis de ville, kunne de tilbyde uddannelse på gode vilkår, men det har Aalborg Kommune pure afvist. Det undrer os, at de afviser at uddanne flere end det er aftalt – sølle 19 kunne det blive til. Mon politikerne har gennemtænkt situationen fuldt ud? Lige om lidt mangler der uddannet personale, og så er det måske for sent, og de som netop opsiges vil være på vej videre til andre brancher.

 

Borgere der i dag oplever travlhed i plejen vil sikkert tænke, at plejen bliver ringere fremover. Til det kan vi kun sige, det er IKKE korrekt. Kristian Cronwald ældrechef i Aalborg Kommune har flere gange udtalt, at plejepersonalet ikke skal løbe hurtigere med 130 færre ansatte. Kommunen forudser som sagt, at de ældre borgere bliver mere selvhjulpne og det betyder, at der fremover skal visiteres færre timer til de ældre.

 

Kære politikere vi tvivler på, at jeres forudsigelser holder stik, og derfor bør I kraftigt genoverveje de mange opsigelser – jo før jo bedre.

Kære kolleger i plejen – vi beklager, at det her sker, men fortsæt i samme høje tempo som hidtil. Hvis vi skal give et bud på fremtiden, så tror vi, at mange bliver genansat, da spådomme set fra et skrivebord sjældent holder vand.

Og kære borger - vi håber selvfølgelig, at du med ét bliver mere selvhjulpen henover sommeren, så behovet for hjælp bliver mindre. Skulle det ikke ske, så er vi klar til at hjælpe dig og lad dig ikke spise af med mindre, blot fordi visitator mener, at du kan!