Tab af anciennitet efter strejken i 2008

Eva Høegh Petersen var som andre FOA-medlemmer med i nødberedskabet under strejken i 2008. Efterfølgende fandt hun ud af, at hun ikke steg i løn 1. september 2008 som hun skulle efter planen.

Derfor henvendte Eva Høegh Petersen sig i FOA Aalborg for at fortælle, at hendes anciennitet var blevet ændret. Sagen endte med en faglig voldgift som slog fast, at Aalborg Kommune ikke kan ændre anciennitetsdatoen, idet strejken var en lovlig konflikt og fordi der var indgået en aftale om nødberedskab. Sektorformand Jan Jensen er glad for afgørelsen, som endnu engang understreger hvor vigtigt det er at holde øje med selv mindre ændringer på lønsedlen.

Lønstigning blev udskudt en måned
Den faglige voldgift afgjorde, at Aalborg Kommune ikke handlede korrekt, da de ændrede anciennitetsdatoen for medarbejdere, som var en del af nødberedskabet under konflikten. De FOA-medlemmer som blev berørt fik anciennitetsdatoen sat en måned frem og steg først i løn til oktober i stedet for i september måned.

Det var ikke korrekt og FOA Aalborg har efter afgørelsen ønsket et møde med Aalborg Kommune. Her skal FOA og kommunen drøfte, hvordan vi sikrer at de medlemmer, som har fået forringet deres erfaringsdato, får den rettet tilbage til den korrekte dato.

Orientering følger i marts
Mødet med Aalborg Kommune er fastlagt til 4. marts 2014 og FOA Aalborg forventer, at der kommer en klar aftale om hvordan fejlen bliver rettet. Herefter vil FOA Aalborg komme med en ny orientering om den procedure der bliver aftalt.

Blev din erfaringsdato ændret?
Var du en del og nødberedskabet i konflikten 2008 og er din erfaringsdato blevet ændret i den forbindelse, bedes du kontakte FOA Aalborg hurtigst mulig, hvis du ikke allerede har hørt fra os.

Betydning for andre i konflikten
Udover cirka 65 medlemmer i FOA Aalborg og FOA-medlemmer i hele landet får sagen givetvis også betydning for de øvrige faggrupper som tog del i nødberedskabet. En faglig voldgift er nemlig en type sag som danner praksis for hvordan lignende sager behandles.