Simon Thage Schwarz
Social- og sundhedshjælperelev Simon Thage Schwarz kom i klemme, da firmaet Kærkommen gik konkurs.

Elever i klemme efter konkurs

Da det private pleje- og hjemmehjælpsfirma Kærkommen ApS gik konkurs efterlod det borgere, de ansatte og eleverne i en yderst usikker situation.

Simon Thage Schwarz, som var social- og sundhedshjælperelev hos Kærkommen blev ved et tilfælde gjort opmærksom på konkursen, da en af hans klassekammerater surfede på nettet. Kort efter kom der en SMS besked fra hans elevvejleder, at konkursen var en realitet. Forud for konkursen havde han ikke observeret noget der tydede på, at det gik dårligt i firmaet. Tværtimod havde flere sagt, at det gik godt i Aalborg, som netop havde overtaget medarbejdere fra Dansk Plejeservice.

Privat arbejdsgiver og hvad så?
Da Simon skulle vælge praktiksted vidste han ikke, at der var nævneværdig forskel på en offentlig og en privat arbejdsgiver. Han satte uden skrubler et kryds ved Kærkommen, da han kunne lide tanken om at køre ud til borgerne. Elevpladsen var i hus, og det gik helt okay som elev hos Kærkommen. Første gang han opdagede, at der var en forskel, var da han blev lønnet halvanden måned efter de øvrige elever, da alle i Kærkommen var bagud lønnet. Elever hos Aalborg kommune kom på kursus i forflytningsvejledning inden de startede i praktik, mens han først fik introduktion to uger før første praktik sluttede. Simon synes, at det var spændende at være udekørende, det eneste han aldrig helt fik styr på, var hvad de egentlig forventede af ham som elev.

Nyt praktiksted?
Efter konkursen tog Simon det stille og roligt, og der var ikke gået op for ham, at hans uddannelse til social- og sundhedshjælper kunne være i fare. Kort efter meldingen om konkurs spurgte hans kontaktlærer om han var okay, og på det tidspunkt gik det op for Simon, at alt måske ikke var så godt som det skulle være.

I næste uge får du svar…
I hele forløbet havde Simon kontakt til FOA Aalborg og særligt Jan Jensen og Yvonne Johnsen-Nielsen, som havde kontakten til Aalborg Kommune. Undervejs fik Simon flere meldinger om en snarlig løsning på hans manglende praktikplads. Flere gange fik han den besked i FOA at løsningen var klar ugen efter. Det blev ikke helt som lovet, da Aalborg Kommune først kunne give en klar melding en måned efter konkursen – nemlig at de ikke kunne overtage Simon og de to andre elever fra Kærkommen. Begrundelsen var, at det kunne få uhensigtsmæssige konsekvenser for kommunen. Simon har endnu ikke fået den sidste løn, og derfor spekulerer han selvsagt meget over økonomien. Heldigvis har han langt om længe fået en elevplads på Liselund i Vodskov, som er et selvejende friplejehjem. De to andre elever fra Kærkommen har fået elevkontrakt med Rebild Kommune.

Konkurs gjorde os klogere
Sektorformand Jan Jensen fortæller, at ansatte og valgte i FOA Aalborg har lært meget af konkursen hos Kærkommen: ”Vi troede hele tiden, at en løsning var på vej, men vi blev klogere, og det er beklageligt at eleverne måtte vente så længe på et svar. Skulle der blive en tilsvarende konkurs, vil vi i FOA være mere pågående overfor de andre aktører der er i Aalborg Kommune. I FOA troede vi, at vi straks kunne skaffe tre elevpladser, men i bund og grund er det jo ikke vores forpligtigelse men arbejdsgivers,” understreger Jan jensen.

Godt hjulpet og klar til ny elevplads
Simon fortæller, at han er klar til at starte hos Liselund den 29. maj. Det var en lettelse at få den positive besked, da alternativet havde været kontanthjælp, og så er et job klart at foretrække, siger Simon med et smil. Endelig fik han det svar, som han var blevet lovet alt for mange gange. Simon er ikke i tvivl - både SOSU Nord og FOA har gjort meget for at hjælpe ham.