FOA går rettens vej for medlemmer som fortsat mangler penge

Efter konkursen hos det private plejefirma Kærkommen, stod mange medlemmer uden løn, pension og feriepenge.

De ansatte er fortsat i klemme, og derfor går FOA rettens vej for at hjælpe de 100 medlemmer. Tilsammen har de op mod 12 millioner kroner til gode, da Lønmodtagernes Garantifond og Hjørring samt Aalborg Kommune nægter at betale.

Tålmodigheden slap op
FOA har mistet tålmodigheden med de tre parter, og derfor bliver de sagsøgt.

FOAs advokat Mumme Thing, som sidder i overenskomstafdelingen, har skrevet en stævning til retten, da parterne i sagen ikke har ageret siden marts.

Firmaet Kærkommen var landets største private leverandør af hjemmepleje til flere end 4000 kunder i Nordjylland og hovedstadsområdet.

Sagen har principiel karakter
”Efter sagen med Kærkommen bekymrer det os hver gang vi hører om nye udliciteringer, da de ansatte risikerer at ende i samme ulyksalige situation. Vi ønsker bestemt ikke, at ansatte FOA-medlemmer kommer i klemme i et juridisk cirkus, om hvem der har ansvar for at betale lønnen til vore kolleger”, understreger sektorformand Jan Jensen.

For FOA er sagen principiel i en tid, hvor kommunerne flittigt lader private firmaer overtage plejeopgaver.

Kommuner afventer rettens ord
Ingen af borgmestrene i de to byer Hjørring og Aalborg er overraskede over sagsanlægget. For socialdemokraten Arne Boelt i Hjørring ser han det som en naturlig konsekvens af, at LG ikke betaler. Han tror, at de har en god sag, og venter på at retten afgør sagen.

Lønmodtagernes Garantifond mener, at kommunerne straks overtog Kærkommen efter konkursen og derfor bør betale den skyldige løn, men det afviser begge kommuner.

”I FOA Aalborg er vi glade for, at der endelig sker noget i forhold til FOAs medlemmer. De har ventet alt for længe på løn, feriepenge og pension. Vi har ikke forståelse for, at to offentlige instanser efterlader vores medlemmer i et økonomisk tomrum”, siger sektorformand Peter Ottosen. Han håber i øvrigt at retssystemet arbejder hurtigt, så medlemmerne kan få det de har ret til. Foreløbigt har FOA Aalborgs medlemmer ventet i et halvt år.