Forringelse af private dagplejeres mulighed for dagpenge

Ankestyrelsen* har fornyligt truffet en principiel afgørelse, der betyder, at private dagplejere kun kan opnå dagpengeret i tilfælde af ledighed, hvis de aflønnes på et niveau, der ligger tæt på den overenskomstmæssige løn for de kommunale dagplejere.

Fremover kan private dagplejere, kun optjene ret til arbejdsløshedsdagpenge, hvis deres løn ikke afviger væsentligt fra den overenskomstfastsatte løn. Der behøver ikke være fuldstændig overensstemmelse, men forskellen må ikke være stor.

Lønmodtager eller selvstændig
Private dagplejere kan enten have status som lønmodtagere eller som selvstændigt erhvervsdrivende.

I en konkret sag fik en privat dagplejer, som var lønmodtager, en månedsløn på knap 15.000 kr. Ankestyrelsen gav hende afslag på dagpenge, da hun meldte sig ledig, fordi afstanden var for stor til de ca. 21.000 til 22.000 kr., der er grundlønnen for kommunalt ansatte dagplejere. Der er tale om en ny fortolkning af reglerne fra Ankestyrelsens side, idet man tidligere har godkendt en større lønforskel.

Indtjening på 17-18.000 kr. om måneden 
Afgørelsen har også betydning for dagplejere, som er selvstændige. Ifølge reglerne skal en selvstændig dagplejer tjene ca., hvad der svarer til 30 timers sammenligneligt lønmodtagerarbejde. Det vil i praksis sige, at man skal tjene ca. 17-18.000 kr. om måneden for at opnå ret til dagpenge. Det er også en stramning i forhold til tidligere praksis.

Gælder alle - uanset hvor man er organiseret
Sektorformand Jytte Christensen udtaler:"at den principafgørelse kun gælder et fåtal af de private børnepassere i FOA Aalborgs område, da de fleste er fyldt op med fire børn. Men selvfølgelig skal du være opmærksom på, at din indtægt skal overstige 17.-18.000 kroner om måneden".  Jytte understreger, at afgørelsen gælder alle, uanset hvor man er organiseret.

I FOAs lønmagasin kan du se de aktuelle lønoversigter i overenskomsten, samt hvilken løngruppe de enkelte kommuner hører under.


FOAs lønmagasiner 


* Hvad er Ankestyrelsen? Ankestyrelsen behandler blandt andet klager over afgørelser truffet i kommunerne, Udbetaling Danmark, a-kasser og jobcentre.