Fra Kærkommen til kommunal hjælp på fire dage
Af: Ansatte i Aalborg Kommunes hjemmepleje - Helle Pia Rosengren Pedersen, Liselotte Kjærup-Nielsen og Sussi Bagge Mikkelsen
Hvornår har du sidst rost dine kollegaer?
Vi har store roser til medarbejdere samt ledere fra hjemmeplejen og rengøringsenheden i Aalborg kommunes Ældre og Handicapforvaltning. Alle de involverede har på betryggende vis fået alt til at fungere for de berørte borgere, som modtog hjælp fra det konkursramte Kærkommen. Den store indsats fra ihærdige kollegaer har gjort overgangen fra Kærkommen til Aalborg kommune gnidningsløs. Fem elever stod fra den ene dag til den næste uden praktiksted, men med hjælp fra FOA har de nu fået nyt praktiksted.
Kærkommen blev erklæret konkurs fra den ene dag til den anden, og i løbet af få dage, var der personlig pleje og praktisk hjælp til de mange berørte borgere, som før modtog hjælp fra Kærkommen.
På blot fire dage fik alle ledere og myndighedsafdelingen visiteret og styr på alle de praktiske opgaver med overtagelse fra den 23. marts 2015 kl. 06.00. Her overtog kommunen 160 nye borgere med behov for personlig pleje og 760 borgere der havde brug for praktisk hjælp.
Logistikken blev udført professionelt! Der var mange udfordringer – én af dem var at beregne hvor mange der skulle ansættes for at løse opgaverne. Dertil kommer overblik over borgernes bopæl, nye kørelister, biler, cykler, nøgler samt rengøringsudstyr – eksempelvis støvsugere.
De ansatte i rengøringsenheden ringede ud til de nye borgere, for at forsikre dem om, at de var på vej med hjælp. Ifølge Aalborg kommunes kvalitetsstandard, må borgerne kun vente fem dage på ydelsen fra den dag det er visiteret. Alle standarder blev overholdt, hvilket er vældig positivt. Takket være ledere og planlæggere, som arbejdede både aften og weekend fik de løst opgaverne. Det lykkedes fordi der var velvilje fra alle parter - de ansatte fra det tidligere Kærkommen, hjemmeplejens ansatte og myndighedsafdelingen. Det eneste der måtte ændres for borgerne, var tidspunkter for hvornår de kunne få gjort rent eller komme i bad. Det bedste er, at størstedelen af borgerne virker tilfredse.
Det har været en stor opgave at tage imod nye borgere og kollegaer. I begyndelsen oplevede vi, at de nye kolleger skulle vænne sig til en ny kultur, men de er allerede faldet godt til og det lover godt for arbejdsmiljø og trivsel i hjemmeplejen.
Overtagelsen af Kærkommen er gået over al forventning, og det skyldes i høj grad godt samarbejde, velvilje og forståelse fra alle involverede parter. Derfor sender vi roser til de nye kolleger, alle ansatte i hjemmeplejen som har gjort en indsats samt til tillidsvalgte, kommunen og FOA Aalborg.