Kristian Gaardsøe taler 1. maj - læs hans eventyr om verdens lykkeligste og lige folk. Læs op Udskriv Torsdag den 30.04.2015 Thorn eller Løkke? Der var engang et lille kongerige. Et lille, trygt kongerige, hvor få havde for lidt og få for meget. I dette kongerige boede verdens lykkeligste og lige folk. Danerne blev de kaldt. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Kristian Gaardsøe Danerne gik på arbejde, hyggede med venner og familie og så Disney-sjov om fredagen, for det var nu engang sådan man gjorde. Men en dag kom en ny konge til magten. Han hed Lars den Løkkelige, og med sådan et navn skulle man måske tro, at danerne havde fået sig en konge, som satte befolkningens ve og vel højt. Men sådan var Lars den Løkkelige ikke. Han gik mere op i god mad og drikke og flot skræddersyet tøj. Især sko var ham kære. Dyre, flotte sko. Derfor kaldte danerne ham Luksus Lars. Under Kong Lars' regeringstid blev danerne mindre og mindre lykkelige, og mange måtte gå fra hus og hjem, fordi Kong Lars havde et forhekset spejl, der fortalte ham, at danerne var et dovent folk, som ikke ville arbejde, men bare leve af Kong Lars' penge. Sådan noget gjorde Kong Lars sur, for han havde lige set et par flotte sko, som han måtte eje, og så skulle de dovne danere ikke stå i vejen for hans drøm. Dette kunne være starten på et eventyr anno 2015 – et ret uhyggeligt eventyr faktisk. Et eventyr, hvor vi møder arrogante konger, forræderiske dronninger og uhyggelige, kuglestødende trolde. Bag denne uhyggelige fortælling ligger lige så uhyggelige tal. Tal, der vidner om det lille, trygge kongeriges styrtdyk fra nærmest at være europamestre i lighed til den langt mindre eftertragtede titel som mester i accelererende ulighed. På bare ti år er Danmark nemlig gået fra at være det næstmest lige land i Europa til en sølle 14. plads i dag. Det er gået stærkt. Uhyggeligt stærkt. Og det er ikke sket af sig selv – som en naturlig udvikling. Nej, den sociale skævvridning er hjulpet på vej af de asociale reformer, som er dikteret fra Christiansborg. Først under Fogh og Løkke og senere under den socialdemokratisk ledede regering. Den ene reform efter den anden har været med til at vride Danmark skævt: Dagpengereformen, tilbagetrækningsreformen, skattereformen, kontanthjælpsreformen og sygedagpengereformen for blot at nævne nogle af dem. De alle, har det til fælles, at de har bidraget til at skabe mere ulighed og fattigdom i Danmark. Den accelererende ulighed startede under Fogh og fortsatte med tiltagende kraft under Løkke. Men da Thorning og Co. overtog regeringsmagten i 2011 var vi mange, der håbede og faktisk forventede, at der ville blive dæmmet op for den stigende ulighed. Men jeg går for hurtigt frem, så lad mig vende tilbage til eventyret. Forståeligt nok blev danerne til sidst trætte af at blive kaldt dovne og se Kong Lars spankulere rundt som en vigtig hane i alt for dyre sko. Så da den smukke Prinsesse Helle, som kom fra en anden kongefamilie, begyndte at tale den gamle konge imod, vejrede danerne håb. Prinsesse Helle lovede løsninger og forandringer, som ville være fair, og det var sød musik i danernes ører. De smed den gamle konge ud på røv og albuer, og Prinsesse Helle blev til Dronning Helle. Det bragte glæde og nyt håb i mange små hjem i det lille kongerige. Nu skulle tingene blive anderledes. Men danerne blev skuffede … Ja, vi blev skuffede. For selv om Thorning-regeringen godt nok afskaffede den dybt urimelige starthjælp og kontanthjælpsloftet, som kastede tusinder af familier ud i fattigdom, så har regeringen på den anden side gennemført reformer, som igen har taget fra de svageste i samfundet. Og de penge, der spares på de, som allerede har lidt, gives straks til de, som i forvejen har rigeligt. Knap nok var blækket på kontanthjælpsreformen blevet tørt, før besparelserne blev givet videre til de rige i form af erhvervsskattelettelser. Skattelettelser, som økonomiske eksperter over en bred kam var enige om ingen beskæftigelseseffekter ville få. De socialdemokratiske aftryk i disse forringelsesreformer har været meget svære at få øje på, og jeg må indrømme, at jeg i dag tvivler på Thornings socialdemokratiske sindelag. Er hun en virkelig socialdemokratisk prinsesse? Ville hun kunne bestå ærte-testen, der bestemmer, om man er en sand socialdemokrat? Modsat testen, som den gamle dronning udtænkte i eventyret om Prinsessen på ærten, så må den socialdemokratiske ærte-test gå ud på, om man kan udvise empati for de svageste i samfundet – at man så at sige er ømskindet på andres vegne. Har Thorning føling med alle de danskere, der hver nat ligger på en hård ært, som gør dem gule og blå over hele kroppen? Danskere, som ikke har råd til tyve madrasser og tyve edderdunsdyner til at beskytte dem mod den hårde ært? Jeg er ikke så sikker. Eller måske er forklaringen en anden. Måske er der tale om en slags forbandelse. Husker I Lars den Løkkeliges forheksede spejl, som jeg nævnte i starten? Det, som fortalte ham, at danerne var et dovent folk, som bare ville fise på hammel og leve af kongens penge. Kunne det tænkes, at spejlet står et sted på Christiansborg og fortsat hvisker sine ny-liberale løgne til vores politikere: ”Der er altid arbejde nok til dem, der vil arbejde … Det skal kunne betale sig at arbejde … Danerne er et dovent folk osv. osv. Hvis vi var med i et eventyr, ville det være en nærliggende forklaring. Måske fik den tidligere Kong Lars placeret spejlet så solidt og centralt i magtens korridorer, at det fortsat kan øve dets onde indflydelse på vores politikere? Når jeg taler om det her forheksede spejl er det en metafor for de økonomiske modeller, som politikerne lægger til grund for de mange politiske reformer, der med pisk og gulerod (for det meste pisk) skal få folk i arbejde. (Er det forresten ikke mærkværdigt, at når man skal motivere fattige mennesker til at arbejde, så skal det have pisk, altså trues med at få noget taget fra dem. Og skal rige mennesker motiveres, så skal de have gulerod, altså belønnes med noget. Som om fattige og rige er to vidt forskellige arter, der tilskyndes af vidt forskellige ting. Meget mystisk.) Nå, men tilbage til vores politiske eventyr. Mange af de velfærdsforringelser, som den tidligere og nuværende regering har gennemført har som præmis, at hvis folk bare har tilskyndelse nok, så går de ud og finder sig et job. Det er simpelthen noget liberalt vås og det rene hokus pokus. For hvilke jobs er det, de hårdt pressede danskere skal tage? Der skæres fortsat i den offentlige sektor og velfærdsstillinger nedlægges på stribe. Samtidig skal folk på kontanthjælp nu i nyttejob, hvilket bare betyder, at endnu flere ordinære stillinger kan skæres bort og overlades til disse moderne slavearbejdere, som nyttejobbere i virkeligheden er. Den hovedløse idé om, at der altid er arbejde nok til dem, der vil arbejde, får mig til at tænke på eventyret Kejserens nye Klæder. Et par smarte bedragere narrer kejseren og alle hans embedsmænd til at tro, at de rent faktisk væver noget virkeligt og værdifuldt. På samme måde narrer ny-liberale økonomer og meningsdannere vore dages politikere. Alle tror på, at man ved at skære i den offentlige sektor, i ydelser og service, så vil der på magisk vis blive så og så mange tusinde jobs, og vi vil blive rige som konger og baroner. Vi mangler i den grad barnet, som turde råbe op i Kejserens nye klæder. Han har jo ikke noget tøj på! Vi har brug for, at folk råber op: Hvor skal jobbene komme fra? Hvordan bliver Danmark rigere af, at flere bliver fattige? Hvor skævt kan Danmark tåle at blive, inden det knækker? Faktisk er der flere og flere, der er begyndt at råbe op. Spørgsmålet er, om der er nogen, der lytter i den anden ende. HALLO CORYDON, DU HAR JO INGEN TØJ PÅ! En ny undersøgelse viser, at det der er afgørende for om man som arbejdsløs kommer i job, ikke er den enkeltes indsats og motivation, men handler om antallet om ledige jobs. Ja, goddaw do! Det havde jeg nu ikke behøvet en undersøgelse til at fortælle mig, men okay, nu har vi det sort på hvidt, og det er jo meget rart. Et sted hvor vi også ser den accelererende ulighed er på sundheden. Fordelingen af sundhed og gode leveår er alt for ulige i Danmark. En velstillet mand i dag kan forvente at leve 10 år længere end en mand med lav indkomst. I 1987 var forskellen ”kun” 5 år. Det er helt uacceptabelt. Nu kan der jo være mange forklaringer på denne forskel, og nogle af dem drejer sig om personlige valg, som man fra samfundets side har svært ved at gøre noget ved. Men en stor del af forklaringen skal findes i forhold, som man som samfund rent faktisk kan gøre noget ved. Afgørende er, at arbejdspladserne kommer ind i kampen ved at iværksætte en række sundhedsfremmende tiltag som for eksempel: motion i arbejdstiden, sundhedstjek, sunde kantineordninger samt trænings- og behandlingstilbud, der kan modvirke arbejdsrelaterede skader. En anden forklaring er, at vi efterhånden kan se en temmelig presset offentlig sundhedssektor, hvor personalet altid skal løbe hurtigere, fordi deres kolleger har mistet deres job på grund af nedskæringer. I princippet har vi lige og fri adgang til sundhed her i Danmark, men vi ser, at dette princip er ved at blive udhulet af et udhungret sundhedssystem. Og med den seneste tids snak blandt Venstre-politikere om øget brugerbetaling ved lægebesøg, bliver jeg alvorlig bekymret for, at uligheden i sundheden vil eksplodere, hvis Kong Lars kommer tilbage på tronen. For hvad vil det betyde, hvis en arbejdsløs på kontanthjælp med et rådighedsbeløb på 1000 kroner om måneden skal til at betale for at gå til lægen? Hun vil da fravælge lægebesøget og bruge pengene på mad. Selvfølgelig vil hun da det. Det betyder, at mange sygdomme ikke vil blive opdaget og taget i opløbet. Hun bliver måske rigtig syg, kronisk syg, og bliver dermed en permanent belastning for den danske samfundsøkonomi. Nej, vi skal ikke have mere brugerbetaling i Danmark. Det er uretfærdigt, og det er dårlig forretning. Spørgsmålet er, hvordan det her eventyr skal ende. For Kong Lars står lige nu uden for slottets port og banker på med den ene halvbagte, asociale reform efter den anden. Hvad kan den mand finde på at udsætte danskerne for? De seneste måneders hetz mod de arbejdsløse barsler hårde tider for vores lille kongerige, hvis han får magt, som han har agt. Mange er af den opfattelse, at der ingen forskel er på, om vi har Thorning eller Løkke som statsminister. Jeg er uenig. For selv om Thorning har stået bag nogle af de hårdeste og mest asociale reformer i nyere tid, så er det vand ved siden af, hvad Løkke har i vente til det danske folk. Thorning-regeringen har nemlig åbnet for en Pandoras æske af velfærdsfjendtlige reformer, som har tvunget de borgerlige partier til at skærpe deres liberale profil, så det er til at skelne socialdemokrater fra Venstre-politikere. Jeg håber på, at Thorning-regeringen snart vågner fra den ny-liberale forhekselse, som har voldt vores lille kongerige så meget ondt i snart fire år. Som har skabt fattigdom og ulighed. Som har skabt usikkerhed og mistillid. Det er ikke det Danmark, vi kender. Og det er slet ikke et Danmark, vi har lyst til at kende. Jeg håber på, at Thorning-regeringen vil være med til at udvikle vores velfærdssamfund i stedet for at afvikle det. Vi vil et velfærdssamfund, hvor menneskers levealder og sundhedstilstand ikke afhænger af postnummer, uddannelse og erhverv. Hvor vores børn har lige muligheder for et godt liv. Og hvor vores ældre kan leve en tryg og værdig alderdom. Skal det ske, er vi nødt til at komme i arbejdstøjet. Der er ingen tid at spilde. Frem med vaterpasset og lad os komme i gang med at rette op på skævhederne, inden vores lille kongerige brækker midt over. Hellere en Thorn i øjet – end en Løkke om halsen. Tak for at I lyttede. Tak for ordet. Fortsat god 1. maj.