• Læs op
• Udskriv

Så er et nyt folketingsår netop skudt i gang. Og dermed også klapjagten på kontanthjælpsmodtagerne. Det blev bøjet i blå-liberalt neon under statsministerens åbningstale i tirsdags.

Lars Løkke er bekymret. Bekymret for sammenhængskraften i Danmark. Han mener, at for mange er på offentlig forsørgelse. Han ønsker, at flere danskere skal forsørge sig selv. Selve målet er jeg 100 procent enig i. Hvis man er rask og kan varetage et job, så skal man forsørge sig selv.

Men det er langtfra sikkert, at man bare sådan kan gå ud og finde et job – især hvis man er en af de uheldige, der har mistet sit job på grund af de brutale nedskæringer, vi har set inden for det kommunale område de seneste år. Det kræver efteruddannelse og en målrettet indsats, hvis man skal omskole de tusindvis af fyrede medarbejdere. Desværre ligger Venstres finanslovsforslag op til, at der skal skæres på voksen- og erhvervsuddannelsesområdet. 

Venstre har for længst regnet ud, hvorfor mennesker er på offentlig forsørgelse i Danmark. Og det har ikke noget med mangel på jobs eller manglende efteruddannelse at gøre. Nej, ifølge deres forsimplede argumentation er man på kontanthjælp, fordi det er en god forretning. Det kan simpelthen ikke betale sig for kontanthjælpsmodtagere at tage sig et job. Det er noget vås.

I sin åbningstale gav Lars Løkke et eksempel på en familie med tre børn, hvor begge forældre modtager kontanthjælp. Hvis den ene af forældrene får et job til godt 220.000 kroner om året, så vil det ”kun” give 1.400 kroner ekstra om måneden til familien. Lars Løkke er derfor bekymret for, at nogen vil snyde og undlade at tage et sådan job. Han lod forstå, at 1.400 kroner ikke er ret mange penge, og det er det jo heller ikke for en statsminister eller for en direktør, som vel knap nok kan købe et par anstændige, nye sko for den slags småpenge.

Hvad Lars Løkke og andre med samme rigmandsmentalitet ikke kan få ind i hovedet er, at 1.400 kroner ekstra om måneden kan gøre en kæmpe forskel for en økonomisk trængt familie. Det kan betyde, at forældrene pludselig kan tage børnene med i biografen, ligesom de andre børn fra klassen. At August endelig kan skifte sine slidte fodboldstøvler ud med et nyt par. Eller måske at man får mulighed for at tage børnene med på den charterferie, som familien har drømt om. Alt sammen noget, som de fleste andre familier tager for givet. De her ting har man pludselig som forældre råd til at give sine børn. Men det tror Venstre altså ikke vil få folk til at tage et job, hvis de får det tilbudt. Derfor skal den økonomiske pisk atter svinges over Danmarks svageste familier.

Omvendt ville det uden tvivl - ifølge Lars Løkke - forholde sig, hvis de 1.400 kroner bliver givet som for eksempel topskattelettelser. Venstre og de andre liberale partier er nemlig aldrig i tvivl om de økonomiske incitamenters virkning på folk, der allerede har nok penge. Her udviser de en tyrkertro på, at allerede travle mennesker til enhver tid vil opgive endnu mere af deres sparsomme fritid på at tjene flere penge, som de i forvejen har rigeligt af.

Ifølge al logik må 1.400 kroner ekstra om måneden have større værdi for en familie med en samlet årlig indkomst på 400.000 kroner end for en familie med en indkomst på måske 800.000 kroner. Så jo, der er økonomisk incitament for kontanthjælpsmodtagere i at tage et job. Og ud over den økonomiske del er der også den selvrespekt, der kommer med at kunne forsørge sig selv og sine børn. Virkeligheden er meget mere kompliceret og nuanceret end bare økonomiske incitamenter. Det tror jeg også, at Lars Løkke ved. Men det passer ikke ind i hans dagsorden, der handler om at give skattelettelser til de rige. Igen bliver det de svageste, der skal betale for, at direktøren kan få endnu en skattelettelse i toppen. Det er kortsigtet, det er asocialt og det truer den sammenhængskraft, som Venstre netop påstår at være forkæmper for.