Social- og sundhedsassistent Greta Nekrasiene er tilfreds med FOAs indsats.

Job og 80.000 kr. takket være FOA


En overgang så det ret sort ud for Greta, da hun blev opsagt i hendes stilling som social- og sundhedsassistent. Det skete i forbindelse med masseafskedigelserne i Aalborg Kommune i forsommeren 2014. Heldigvis fik hun hjælp i FOA – både til løntjek og omplacering i nyt job.

Opsagt fik for lidt i løn
Det hele startede med en opringning fra FOA Aalborg, som kendte navnene på de opsagte FOA-medlemmer. Det var FOAs Pia Mehlbye, der kontaktede Gretha. Hun bad om at se Gretas lønsedler, da hun i forbindelse med samtalen fik mistanke om fejl. Pia kiggede på lønsedlerne og sagde: ”Jeg tror, at du får for lidt i løn”, og desværre var der hold i hendes mistanke. Greta havde ikke fået det lokale tillæg for udekørende social- og sundhedsassistenter. FOA Aalborgs eksperter på lønområdet undersøgte sagen, og helt fra december 2007 og til august 2014 havde hun ikke fået den løn, hun var berettiget til. I alt havde Greta et tilgodehavende fra Aalborg Kommune på 80.000 kroner, et beløb som overraskede social- og sundhedsassistenten positivt.

FOA fortalte om uddannelsesmuligheder 
Udover løntjek hos FOA, fortæller Greta, at FOA gav hende og de øvrige opsagte information om uddannelse i opsigelsesperioden. Og det overraskede hende, at FOA var meget aktive og gjorde en stor indsats i tiden efter opsigelsen: ”Dét, at de også hjalp mig med at komme videre efter opsigelsen, havde jeg egentlig ikke forventet,” udtaler Greta. Inden opsigelsens udløb fik Greta tilbud om en tidsbegrænset stilling på Fremtidens Plejehjem i Nørresundby. FOA var med i forløbet, og i august var Greta til ansættelsessamtale, og hun startede på jobbet 1. september. Greta siger kort og godt: ”FOA har kæmpet for mig - jeg forventede slet ikke, at jeg kunne få så stor en hjælp som jeg fik. Jeg er meget tilfreds, både med job og udfaldet af mit løntjek.”

Litauer med fine danskkundskaber
Lytter man til Gretas danske sprog kan man godt høre, at hun ikke er født her, men hun klarer den sproglige udfordring rigtig fint. Inden hun i 2007 blev social- og sundhedsassistent, havde Greta gået på sprogskole og bestået den obligatoriske danskprøve. Selvom hun oprindelig kommer fra Litauen, har hun haft nemt ved at vænne sig til de danske forhold. Eksempelvis henter hun hver måned lønsedlen i e-boks, så er hun kan tjekke, om der eksempelvis sker forandringer.

Ved tvivl om løn – kontakt tillidsrepræsentanten
Sker der ændringer i lønnen, er det jo en forudsætning, at man ser lønsedlen og derfor er det vigtigt, at gøre det til en vane at hente den via eBboks.dk
Er du i tvivl om din løn opfordrer FOA Aalborg dig til at kontakte tillidsrepræsentanten, da de ofte er godt inde i overenskomsten og de lokalaftaler, som arbejdspladsen har.