Vender tommelen ned
Opgiv priskrigen på pleje- og omsorgsområdet, siger Jan Jensen!

Kommunen fanget i sin egen negative dødsspiral

Læserbrevet er i dag sendt til Nordjyske (12.08.15)

Den 12. august skriver Nordjyske, at Aalborg Kommune må opgive at matche den pris, som den private leverandør Attendo har leveret personlig pleje til. De skriver bl.a., at kommunen ikke har kunnet leve op til en budgetbeslutning om at levere hjemmepleje til samme priser i hele Aalborg Kommune:

"Derfor indstiller forvaltningen til dagens møde i ældre- og handicapudvalget, at prisen på personlig pleje sættes op fra 1. juli og året ud, mens udbudsområdet Svenstrup/Aalborg SV fortsætter med uændrede priser i henhold til det gennemførte udbud."

Kilde: Nordjyske 12.08.15 

Den udmelding fik straks sektorformand Jan Jensen på mærkerne, og du kan læse hans brev som er stilet til Nordjyskes debatredaktion i dag.  

 


Kommunen fanget i sin egen negative dødsspiral

Aalborg Kommune kan ikke præstere samme pris som privat leverandør, skriver Nordjyske (12.08.15).

Det skal de heller ikke!

Attendo gav i sin tid et bud at udføre hjemmepleje, baseret på dumpingpriser. Bl.a. med det formål at få adgang til og fodfæste på det kommunale hjemmeplejemarked.

Spørg Attendo om de har tjent penge på udbuddet?

Aalborg Kommune valgte at gennemføre udbud på trods af advarsler fra FOA Aalborg. Så vidt jeg husker, talte ingen i det daværende byråd imod udbud.

Aalborg Kommune valgte det urealistiske lave bud, og sidder nu i saksen.

Efterfølgende prøver Aalborg Kommune at leve op til de urealistiske lave økonomiske betingelser, som de selv har fremtvunget. Det viser sig nu, at det kan Aalborg Kommune ikke. Det kommer ikke som nogen overraskelse for FOA Aalborg. Og det burde det heller ikke for andre!

Vi har set flere private firmaer gå konkurs i denne negative dødsspiral.

Et ræs mod plejeområdets bund. Et ræs Aalborg kommune selv har skabt og meldt sig ind i!

Tá jeres ansvar alvorligt Aalborg Kommune. Opgiv priskrigen på pleje- og omsorgsområdet.