• Læs op
• Udskriv

Når man som socialdemokratisk statsminister får ros af ærke-liberalisterne fra tænketanken CEPOS, så bør man vide, at den er gal. Det var imidlertid, hvad der skete omkring nytår, hvor Mads Lundby Hansen skrev: ”Thorning-regeringen har håndteret ulighedsspørgsmålet fornuftigt. Regeringen har accepteret stigende ulighed, når den har gennemført reformer, der øger beskæftigelse og velstand.” Og ulighed, får jeg lyst til at tilføje.

For reformerne har haft en uhyggelig virkning på ligheden. På blot 10 år er Danmark gået fra at være det næstmest lige land i Europa til en sølle 14. plads i dag. Det gør os til Europamestre i accelererende ulighed.

Jeg vil tro, at Helle Thorning gerne havde været CEPOS-rosen foruden, men den er fuldt ud forståelig set ud fra et nyliberalistisk perspektiv, hvis vigtigste grundsætning er: Det skal kunne betale sig at arbejde.

Men danskerne er ikke interesseret i teoretiske debatter om, hvorvidt 2000 kroner (prisen på et par Løkke-sko) er nok til at få de, i Lars Løkkes optik, arbejdsforskrækkede danskere til at lette røven og tage et af de, ifølge Lars Løkke, ubegrænsede antal jobs, der bare venter på at blive besat. Nej, danskerne er langt mere bekymrede for vores fælles velfærd, som i de seneste år er blevet groft rundbarberet af de reformer, som CEPOS hylder.

I FOA mener vi, at Folketingsvalget skal handle om det, der er vigtigt for danskerne, nemlig velfærd.  Det viser en Epinion-undersøgelse, hvor 66 procent svarede, at der bør bruges flere penge på velfærd. Og vi nordjyder især, nemlig 71 procent, mener, at det er på tide at velfærdsinvestere. Det hænger måske sammen med, at Nordjylland er en af de regioner, der har været hårdest ramt af økonomisk krise og øget arbejdsløshed, og hvor nordjyske kommuner har set sig nødsaget til at føre særdeles stramme budgetter. Dette har medført skrappe offentlige nedskæringer inden for ældrepleje og børnepasning. Det kan nu mærkes. Og det gør ondt.

Undersøgelsen viser desuden, at især ufaglærte, faglærte og lavere funktionærer efterlyser mere velfærd, mens højere funktionærer og selvstændige i markant mindre grad deler den holdning. Det er måske ikke så sært, da de jo har deres på det tørre. Men det er da ærgerligt, at solidariteten ikke rækker længere.

Og det gør den desværre heller ikke i den socialdemokratisk ledede regering, hvor Helle Thorning Schmidt i sin 1. maj-tale ellers åbnede op for et mere trygt dagpengesystem, hvor færre falder ud. Dog med det lille aber dabei, at det ikke måtte koste noget. For, som hun sagde: ”Vi har de penge, vi har”. Jo jo, så langt er jeg med. Men når regeringen så en lille uge efter lancerer nye skattelettelser til erhvervslivet, så hopper kæden af for mig. For det er et spørgsmål om prioritering, og skal man lægge nogen værdi og substans i regeringsgrundlaget fra 2011, så har regeringen til formål at bekæmpe ulighed og fattigdom.