Ophør af sygedagpenge
Er dine sygedagpenge ophørt, har du måske penge til gode!
I forlængelse af Højesteretsdom af 10. september 2015 har Ankestyrelsen i principafgørelse fastslået, at udbetalingen af sygedagpenge først kan standses, når der er truffet en gyldig afgørelse.
I nogle kommuner har praksis været at standse udbetaling af sygedagpenge automatisk på revurderingstidspunktet (tidligere varighedsbegrænsningens udløb) eller ved udløbet af en af forlængelsesmulighederne. Dette er ikke lovligt.
Kommunen skal inden udbetaling af sygedagpenge standses, have vurderet og besluttet, om der er grundlag for:
-
at forlænge sygedagpengeperioden (der er 7 forlængelsesmuligheder)
- at iværksætte revalidering
- at iværksætte ressourceforløb,
- at visitere til fleksjob
- at tilkende førtidspension
Afgørelsen bør være skriftlig, den skal være begrundet og der skal gives ankevejledning.
Når der meddeles afslag på forlængelse, skal det fremgå af afgørelsen, at alle 7 muligheder for forlængelse har været gennemgået.
Hvis kommunen ikke når at træffe afgørelse inden revurderingstidspunktet (tidligere varighedsbegrænsningens udløb) eller ved udløbet af en af forlængelsesmulighederne, skal udbetaling af sygedagpenge fortsætte indtil kommunen har truffet en gyldig afgørelse.
Der er ikke muligt at træffe afgørelse om ophør af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft med mindre borgeren eksempelvis:
-
har raskmeldt sig
- har genoptaget sit arbejde
- har stillet sig til rådighed for A-kassen
- er påbegyndt uddannelse
I ovennævnte situationer er betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere til stede. Tilsvarende gælder, hvis der foreligger omstændigheder, hvor borgeren uberettiget mod bedre vidende har modtaget sygedagpenge.
Nogle kommuner henviser sygemeldte til en såkaldt anden aktør, som varetager kontakten med den sygemeldte i stedet for jobcenteret. En anden aktør er ikke en myndighed og kan derfor ikke stoppe udbetalingen af sygedagpenge på vegne af kommunen. Er der truffet afgørelse i din sag af anden aktør, er afgørelsen ulovlig og har ingen retsvirkning.
Hvad kan du gøre, hvis du tror dine sygedagpenge er ophørt på et ikke lovligt grundlag?
Du kan rette skriftlig henvendelse til jobcentret i den kommune, der har varetaget din sygedagpengesag og bede om en vurdering af, hvorvidt der er truffet en forkert afgørelse i din sag om ophør af sygedagpenge. Har du tvivlsspørgsmål, kan du rette henvendelse til FOA.
Senest redigeret den 17.12.2015