Fremtidens Plejehjem
Jan Jensen: Sig tak til de ansatte. Det er beundringsværdigt, at de har formået at holde plejehjemmet kørende, når rapporten slår fast, at der var uklarhed om opgave- og ansvarsfordelingen.

Sig tak til de ansatte på Fremtidens Plejehjem

I ugevis har medierne skrevet om uroen på Fremtidens Plejehjem. Undervejs har FOA Aalborg været på banen i de faglige og arbejdsmiljømæssige diskussioner, hvor FOA-medlemmer har været involveret. Der har været møder med Aalborg Kommune, møder med de ansatte og med den selvbestaltede gruppe af pårørende.

 

Uklar ledelse
Beskyldningerne har hængt tungt i luften og længe vidste ingen, hvor ansvaret for misæren skulle placeres? Nu er rapporten fra Revas kommet og konklusionen er, at ansvaret placeres hos forvaltningen i Aalborg Kommune og ledelsen på plejehjemmet.

Hovedkonklusionen siger, at ”beboerne i det store og hele har det godt og modtager en acceptabel hjælp og støtte”. * Borgerne er på forsvarlig vis blevet hjulpet, trods ”En uklar ledelsesstruktur”, ” mangel på støtte” og ”mangel på opgave- og ansvarsbeskrivelser”, som skaber usikkerhed for de ansatte, står der i rapporten.

 

Nedladende og skarp tone fra pårørende

Jan Jensen, sektorformand i FOA Aalborg opfordrer kommunen og den selvbestaltede pårørendegruppe til at følge anbefalingerne. Det er vigtigt, at de ansatte får ro til at få styr på de faglige udfordringer. Flere ansatte, har ifølge rapporten, givet udtryk for, at følelsen af arbejdspres øgedes af, ”at nogle pårørende og enkelte beboere anvender urimeligt nedladende, skarp og kommanderende tone overfor medarbejderne”. Nogle pårørende har desuden ”søgt at påvirke medarbejdernes opgaveløsning og har grebet forstyrrende ind i denne”. På den måde vurderer Jan Jensen, at gruppen af pårørende muligvis har været med til at skabe flere problemer end løsninger på Fremtidens Plejehjem. Nogle af de tilfredse beboere og pårørende ”føler sig truet til ikke at udtale sig om deres tilfredshed med Fremtidens Plejehjem”.

 

Uklarhed herskede

Vurderingen er, at de ansatte var usikre på hvad de måtte og hvad de skulle. ”Alt i alt har basisgrundlaget for opgaveløsningen både generelt og konkret været, stort set, ikke eksisterende”. Fremtidens Plejehjem var et prestigeprojekt, og derfor måtte det ikke gå galt, men gjorde det alligevel. Ifølge Jan Jensen har de ansatte haft de mest umulige arbejdsbetingelser, man kan tænke og hans holdning er, at alle bør bøje sig i støvet over det faktum, at plejepersonalet overhovedet har fået det til at fungere på plejehjemmet. De ansatte skal have en stor tak. Det er beundringsværdigt, at de har formået at holde plejehjemmet kørende, særligt når rapporten slår fast, at der var uklarhed om opgave- og ansvarsfordelingen, siger Jan Jensen.

 

Værdighed i fokus

Til august kommer der endnu en rapport, som kommer med konklusioner om arbejdsmiljøet på Fremtidens Plejehjem. Sektorformandens klar budskab er, at den, ligesom den første rapport, skal følges til punkt og prikke. Det er vigtigt, at de ansatte og borgerne ikke skal nøjes med acceptable vilkår. Han mener, at det skal være et mål for alle arbejdspladser, at der er værdige arbejds- og plejeforhold. Ældreplejen skal bygge på værdighed, selvbestemmelse og omsorg, understreger Jan Jensen.

* Tekst med kursiv er citater fra rapporten som Revas netop har udarbejdet om Fremtidens Plejehjem.