TV: Hjemmehjælpere på efteruddannelse

TV: Ufaglærte blev klædt på til fremtiden

Præsentation af resultaterne fra projekt efteruddannelse i Rengøringsenheden, Hjemmepleje Aalborg.

Arbejdsstyrken skal være i stand til at imødekomme de efterspurgte kompetencer. Det gælder også alle 94 ufaglærte i Rengøringsenheden, Hjemmepleje Aalborg, som netop har fået et bredt kompetenceløft. De har eksempelvis fået en nødvendig introduktion til iPads, som fra 1. januar 2015 var et nødvendigt arbejdsredskab i Rengøringsenheden. ”Kommunen har løftet en ufaglært gruppe af medarbejdere, som sjældent får den mulighed og ej heller efterspørger den og det er helt unikt,” understreger næstformand Pia Pedersen fra FOA Aalborg.

Uddannelse gav mod på læsning - om Asta Lind fra Rengøringsordningen

Præsentation af resultaterne
Medarbejdere fra Rengøringsenheden, Hjemmepleje Aalborg har det seneste år været på kompetenceudvikling i 13 dage. Forløbet er nu slut, og derfor holdes der en afsluttende konference, hvor resultaterne fra projektet præsenteres. Her deltager ansatte, repræsentanter fra Aalborg Kommune og Rengøringsenheden samt AOF og FOA Aalborg, som også er part i projektet. Den 31. marts 2015 kl. 16.30 præsenteres resultaterne i FOA Aalborg Østerport 2, Aalborg.

”Godt at vide, at vi er værd at løfte”
Her vil leder Gert Jensen fra rengøringsordningen blandt andet fortælle hvordan det nu står til med de mange ansatte som følge af kompetenceløftet. Fællestillidsrepræsentant Liselotte Kjærup-Nielsen er ikke i tvivl – det har været et positivt initiativ. Hun understreger, at det er godt som medarbejder at vide, at man er værd at løfte. Alle 94 har uden tvivl øget deres kompetencer og flyttet nogle grænser – både de personlige, de faglige og på it-fronten.

Afløst af vikarer
Et antal ledige har via jobrotation afløst medarbejderne i Rengøringsenheden, mens de har deltaget i kompetenceudviklingen. Forud for afløsningen af de fastansatte medarbejdere har vikarerne gennemgået et opkvalificeringsforløb. De ansatte har arbejdet i deres normale job og én gang om ugen har de haft en kursusdag.

Ansatte – nu med ny indsigt
Medarbejder i Rengøringsenheden Lotte Skov fortæller, at hun også har lært ting, som hun kan bruge i det daglige. Thomas Dahl som også arbejder i Rengøringsenheden siger, at han blandt andet har lært at bruge nogle præsentationsprogrammer og regneark - noget han ikke kendte til i forvejen.
Sektorformand Jan Jensen fra FOA Aalborg siger, at FOA som fagforening og kommunen som arbejdsgiver altid vil være interesseret i, at medarbejderne er så godt uddannet som muligt. ”Uddannelsesinitiativet har været en god anledning til at give indsigt til dem i vores fagforening med den korteste uddannelse.”


Dagens program – 31. marts 2015 kl. 16.30
• Sektorformand, Jan Jensen fra Social- og sundhedssektoren i FOA Aalborg, byder velkommen og orienterer kort om baggrunden for projektet
• Funktionschef i Hjemmepleje Aalborg, Michael Binderup, redegør for indholdet af Kompetenceudviklingsprojektet
• Leder af Rengøringsenheden i Hjemmepleje Aalborg, Gert K. Jensen, præsenterer resultaterne af medarbejderudviklingen
• Fællestillidsrepræsentant, Liselotte Nielsen, Rengøringsenheden i Hjemmepleje Aalborg indleder filmklippet om projektet
• Der vises et kort filmklip om projektet
• Rådmand, Thomas Krarup fra Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg perspektiverer projektet i en fremtidig sammenhæng

Kort om fagene på uddannelsen
De fag som medarbejderne i rengøringsordningen bl.a. er blevet præsenteret for er almene og fagspecifikke fag som dansk, matematik, IT, rengøring, hygiejne. Trivselsfag som arbejdsmiljø, kost, motion samt bevægelse og psykologi og endelig personligt udviklende fag som kommunikation, samarbejde, pædagogik og kreativitet.