Ulighed koster

Mindsk de menneskelige konsekvenser
For ti år siden var Danmark Europas næstmest lige land. Sådan er det ikke længere. Uligheden vokser. Det gælder både inden for børnepasningen, ældreplejen, sundhedsvæsenet og i forhold til de reformer, som ellers skulle sikre danskernes velfærd. Samtidig med at uligheden vokser, bliver tonen i den offentlige debat også mere og mere ensidig: Uligheden bliver efterhånden omtalt som en præmis for vores samfund, og det drejer sig mere om kroner og øre, end om mennesker. Derfor er det prisværdigt, at FOA har valgt at sætte fokus på de fire ovenstående områder med et ønske om mindske uligheden og dens konsekvenser - ikke bare de økonomiske, men også de menneskelige. 

Pisk frem for gulerod kan undre
Den ensidige debat hører man blandt andet, når talen falder på dagpengesystemet og de 54.000 danskere, der lige nu står tilbage uden dagpenge. Man taler om, at de “er faldet ud af dagpengesystemet”, men virkeligheden er at de er blevet smidt ud af et system, der lige nu er med til at skabe større ulighed i stedet for at skabe sikkerhed og tryghed for dem, der i forvejen har mindst. Det kan undre, at mange mener, at den rigtige vej at gå, når man skal motivere de ledige, er at bruge pisk i stedet for gulerod og at presse de ledige på pengepungen og tvinge dem til at søge jobs, som ikke er der. Det er omvendt logik, at motivationen for dem, der har mindst, skal komme fra at man tager dagpengeretten fra dem, mens de rige skal motiveres ved at de får mere f.eks i form af skattelettelser.

Det er skammeligt og urimeligt, at ulighedens menneskelige konsekvenser får så lidt plads i debatten, som tilfældet er, og måske endda mest skammeligt, når det sker under en socialdemokratisk ledet regering. Den borgerlige politik fra såvel de røde som blå, betyder at der ikke er den nødvendige fokus på og forståelse for de udsattes situation, fordi uligheden nærmest bliver anset som et ubetinget vilkår.

Uligheden koster på alle parametre
Uligheden må aldrig blive betragtet som en præmis, og løsningen er hverken at give mindre til de udsatte eller kun at se på tallene på bundlinjen. Uligheden koster nemlig på alle parametre inden for hver enkelt persons mulighed for at vælge. Løsningen er ganske enkelt at ændre fordelingspolitikken, så de, der har mindst, får mere, og de, der har mest, må bære de fleste byrder. Vi må tage os af de udsatte i samfundet og se på, hvilke menneskelige konsekvenser uligheden skaber for dem, i stedet for at svinge pisken endnu mere.

Når der i 2015 bliver udskrevet valg, bliver det i høj grad et valg på værdier. Det er politikernes og vælgerne chance for at overveje, hvordan vi vil håndtere uligheden, og hvilken retning vi skal vælge for fremtiden: Velstand eller velfærd.